Krav om tilbageførsel af ikke vedkendte hævninger. Manglende præcisering af faktum, påstande og anbringender.
| Sagsnummer: | 432/2025 |
| Dato: | 18-02-2026 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Signe Vejen Hansen, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
|
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af ikke vedkendte hævninger. Manglende præcisering af faktum, påstande og anbringender. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af ikke vedkendte hævninger. Manglende præcisering af faktum, påstande og anbringender.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde flere konti, herunder konto -691 med et tilhørende Visa/dankort samt netbankadgang. Klageren havde desuden nogle fælleskonti i banken sammen med en anden kontohaver.
Banken har oplyst, at klageren den 22. august 2025 kontaktede banken via sin netbank og spurgte, hvad betalinger til en betalingsmodtager B vedrørte. Banken oplyste, at banken ikke kunne se, hvad betalingsmodtager B var, og opfordrede klageren til at gøre indsigelse, hvis der var transaktioner på hendes konto, som hun ikke kunne genkende. Banken vejledte desuden klageren om, hvordan hun kunne gøre indsigelse. I perioden fra den 22. august til den 21. september 2025 havde klageren og banken en korrespondance, hvor klageren flere gange spurgte til betalinger foretaget til betalingsmodtager B, og hvor banken flere gange opfordrede klageren til at gøre indsigelse, hvis der var betalinger, som hun ikke kunne vedkende sig. Banken har herudover oplyst, at den flere gange vejledte klageren om, hvordan hun kunne gøre indsigelse eller få hjælp til at oprette en indsigelse.
Den 11. september 2025 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Klageren anførte følgende i klageskemaet:
”Sagsfremstilling
danske bank har betalt til en virksomhed jeg ikke kender og aldrig h[a]r hørt om [betalingsmodtager B] samt de sidste 2,5 år har jeg bedt om at få min helt egen konto men det er ikke lykkedes jeg har fået instruktion om hvordan man gør - men har bedt dem hjælpe mig pga 2 ting mit syn er så dårligt så jeg skal sidde med næsen helt nede i tastaturet, samt jeg er ba[n]ge for jeg ikke kan finde ud af det. ER det lovligt bare at betale
Hvad ønsker du at opnå ?
jeg kan desværre ikke vedhæfte nogen fil andet end kig på min konto, jeg er forfærdelig ked af denne behandling, ønsker kun det bliver løst og min penge finder vej igen til min konto. …”
Banken oplyste i sit svar af 20. oktober 2025 til Ankenævnet, at klageren i perioden fra den 15. august til den 3. september 2025 havde foretaget fem kortbetalinger fra konto -691 til betalingsmodtager B. Banken opfordrede klageren til at oplyse, om det var de fem betalinger, som hun ikke kunne vedkende sig. Hvis det ikke var de fem betalinger, som hun ikke kunne vedkende sig, opfordrede banken klageren til at præcisere, hvilke betalinger hun ikke kunne vedkende sig. Banken opfordrede desuden klageren til at redegøre for omstændighederne ved betalingerne, herunder om hendes kort havde været bortkommet, og om kortet var i hendes besiddelse på tidspunktet for den eller de ikke godkendte betalinger.
Den 28. oktober 2025 sendte Ankenævnets sekretariat bankens svar af 20. oktober 2025 til klageren og bad om hendes bemærkninger hertil. I den forbindelse anførte Ankenævnets sekretariat:
”Banken har anmodet dig om at præcisere, hvilke betalinger du ikke kan vedkende dig og redegøre for omstændighederne ved betalingerne. Du bedes præcisere dette og redegøre for omstændighederne. Det bemærkes, at Ankenævnet kan afvise en klage på grund af manglende præcisering af påstande og anbringender.”
Samme dag svarede klageren:
”vedr betalinger kender ikkk disse firmaer [opregning af navne på en række betalingsmodtagere, herunder [betalingsmodtager B] plus abonnement til yousee,dk yousee dk at der var betalt til 3.8.2025 , hvorefter jeg for en regning på kr. 1355,68 er betalt, da de truer med inkasso senere sender yousee en regning på kr. 109.00 som danske bank betaler. ydermere har jeg bedt om at få min egen konto, som åbenbart ikke kan lade sig gøre derfor en klage.
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal tilbageføre en række ikke nærmere præciserede betalinger til hende, samt at banken skal medvirke til at oprette en konto til hende.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at der er foretaget betalinger fra hendes konto til en række virksomheder, som hun ikke kender.
Der er trukket forkerte beløb til ukendte virksomheder. Hvordan kan banken trække beløb, uden at der er indgået aftaler herom.
Hun er forfærdelig ked af denne behandling og ønsker kun, at det bliver løst, og hendes penge finder vej igen til hendes konto.
Hun har bedt om at få sin egen konto, men det kan åbenbart ikke lade sig gøre.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det er uklart for banken, hvilke betalinger, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har flere gange opfordret klageren til at gøre indsigelse, hvis der var betalinger, som hun ikke kunne vedkende sig.
Banken har flere gange vejledt klageren om, hvordan hun kunne gøre indsigelse eller få hjælp til at gøre indsigelse.
Banken har opfordret klageren til at præcisere hvilke betalinger, som hun ikke kan vedkende sig samt omstændighederne ved disse betalinger.
Banken vil behandle og vurdere sagen, hvis klageren præciserer hvilke betalinger, som hun ikke kan vedkende sig.
Klageren har flere konti i banken og har mulighed for at oprette endnu en konto via netbanken eller ved at kontakte banken.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at klageren ikke forud for sin klage til Ankenævnet har klaget til den klageansvarlige i banken, og at sagen allerede af den grund bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 1.
Klageren har ikke gjort indsigelse mod betalinger over for banken, og det er uklart for banken, hvilke betalinger, som klageren ikke kan vedkende sig. Det har derfor ikke været muligt for banken at behandle eller vurdere sagen.
Den del af klagen, der handler om, at klageren de sidste 2,5 år har bedt om at få oprettet sin egen konto, er ligeledes er uklar for banken.
Ankenævnet har af de ovenfor anførte årsager ikke et tilstrækkeligt grundlag for at behandle klagen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde flere konti, herunder konto -691 med et tilhørende Visa/dankort samt netbankadgang. Klageren havde desuden nogle fælleskonti i banken sammen med en anden kontohaver.
Klageren har stillet krav om, at banken skal tilbageføre en række ikke nærmere præciserede betalinger til hende, samt at banken skal medvirke til at oprette en konto til hende.
Banken har anført, at det er uklart for banken, hvilke betalinger, som klageren ikke kan vedkende sig, og at banken har opfordret klageren til at præcisere, hvilke betalinger, som hun ikke kan vedkende sig samt omstændighederne ved disse betalinger. Banken har flere gange vejledt klageren om, hvordan hun kunne gøre indsigelse eller få hjælp til at gøre indsigelse. Klageren har ikke har gjort indsigelse mod betalinger overfor banken, og det har derfor ikke været muligt for banken at behandle eller vurdere sagen. Banken vil behandle og vurdere sagen, hvis klageren præciserer hvilke betalinger, som hun ikke kan vedkende sig.
Banken har endvidere anført, at klageren har flere konti i banken og har mulighed for at oprette endnu en konto via netbanken eller ved at kontakte banken.
Ankenævnet finder, at klageren på det foreliggende grundlag ikke har godtgjort, at der er foretaget ikke autoriserede betalinger fra hendes konto, som banken er forpligtet til at tilbageføre.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken i øvrigt har handlet ansvarspådragende i sagen.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.