Afgørelse

Indsigelse mod krav i anledning af selvskyldnerkaution, indgivelse af konkursbegæring og værdiansættelse og salg af aktiver i forbindelse med konkursbehandling. Krav om erstatning.

Sagsnummer:	371/2025
Dato:	22-01-2026
Ankenævn:	Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:	Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4 Kaution - indfrielse Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Indsigelse mod krav i anledning af selvskyldnerkaution, indgivelse af konkursbegæring og værdiansættelse og salg af aktiver i forbindelse med konkursbehandling. Krav om erstatning.
Indklagede:	Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod krav i anledning af selvskyldnerkaution, indgivelse af konkursbegæring og værdiansættelse og salg af aktiver i forbindelse med konkursbehandling. Klage vedrørende forhold omfattet af dom. Krav om erstatning.

Sagens omstændigheder

Klageren, som var landmand, var kunde i Nordea Danmark. Han ejede 100 % af kapitalandelene i selskab A, som var hjemmehørende i Letland, og som havde et kundeengagement i banken.

Selskab A ejede aktier i selskab F, som i december 2006 blev optaget på OMX Københavns Fondsbørs.

Banken har oplyst, at klageren i 2006 og 2007 via selskab A købte en gård i Letland med 700 hektar jord.

Den 29. marts 2007 underskrev klageren på vegne af selskab A en aftale med banken om optagelse af et valutalån -365 på 2.382.499,46 CHF (schweizerfranc), som banken har oplyst svarede til cirka 10.500.000 DKK.

Den 29. marts 2007 bevilligede banken et fastforrentet lån -521 på 15.000.000 DKK til selskab A. Låneprovenuet skulle anvendes til at købe en ejendom i Letland.

Den 6. september 2007 underskrev klageren et pantsætningsdokument, som gav banken pant for 10.000.000 DKK i et ejerpantebrev tinglyst på klagerens ejendom i Danmark. Pantsætningen tjente til sikkerhed for opfyldelsen af, hvad selskab A til enhver tid måtte blive banken skyldig i medfør af valutalånet.

Den 29. maj 2009 blev pantet i ejerpantebrevet forhøjet til 12.000.000 DKK. Pantsætningen skulle tjene til sikkerhed for opfyldelse af, hvad selskab A til enhver tid måtte blive banken skyldig i medfør af et bevilget overtræk på en driftskonto, et valutalån på 11.732.856,84 DKK og et valutalån på 1.100.000 DKK.

Den 29. maj 2009 underskrev klageren et kautionsdokument, hvorefter han over for banken indestod som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af, hvad selskab A måtte blive banken skyldig i medfør af et bevilget overtræk på en driftskonto på 1.000.000 DKK, et valutalån på 11.732.856,84 DKK og et valutalån på 1.100.000 DKK samt det til enhver tid værende overtræk, bevilget som ubevilget.

Den 14. marts 2011 stillede banken krav om, at klageren inden den 1. april 2011 skulle stille selskab A’s ejendomme i Letland til sikkerhed for selskab A’s gæld til banken. Hvis sikkerheden ikke blev stillet inden den 1. april 2011, ville banken uden yderligere varsel opsige selskab A’s engagement i banken. Banken henviste til, at klageren den 12. marts 2010 havde accepteret at pantsætte jord i Letland, ligesom han den 21. juli 2010 havde tiltrådt positiv medvirken til pantsætning af en ejendom i Letland, men at bankens afdeling i Letland havde meddelt, at han havde afvist at give banken pant i ejendommen i Letland, medmindre det eksisterende pant i ejendommen i Danmark blev reduceret.

Den 13. maj 2011 opsagde banken selskab A’s engagement i banken pr. den 31. maj 2011, hvorefter sagen ville blive overdraget til inddrivelse. Pantesikkerheden blev samtidig opsagt til fuld indfrielse over for klageren. Banken anførte i opsigelsesskrivelsen, at det forhold, at klageren på et møde med Nordea Letland i februar 2011 alligevel ikke ville give banken pant i ejendommen i Letland, blev anset som en misligholdelse af en aftale, som klageren og banken indgik den 21. juli 2010.

Den 17. maj 2011 skrev banken til klageren, at banken med virkning fra samme dag opsagde selskab A’s engagement i banken, og at banken samtidig ville opsige pantsikkerheden til fuld indfrielse.

Den 27. maj 2011 sendte klageren sit virksomheds- og personlige årsregnskab for 2010 til banken. Det fremgår blandt andet af regnskabet, at ejendommene var vurderet til i alt 10.968.993 DKK, og at egenkapitalen udgjorde 12.120.681 DKK.

Klageren vedlagde derudover en oversigt over sine ejendomme og et overslag over deres værdi pr. 2. marts 2010, hvoraf det blandt andet fremgår:

” …

[Adresse A i Danmark]

	Minimum	Optimal
Landbrug	10.000.000	13.000.000
Byggegrunde ca. 5 stk.	0	1.000.000
[Adresse B i Danmark]	400.000	800.000

Letland:

700 ha landbrugsjord	11.000.000	18.375.000
Siloanlæg	1.000.000	2.000.000
Maskiner	1.500.000	2.500.000
Avl ikke afregnet 2009	2.000.000	2.000.000
Værdier	25.900.000	39.675.000

Gæld	12.900.000	12.900.000
Egenkapital	13.000.000	26.775.000

Vedrørende selskab A:

Aktier i Øst EU landbrug ca. 2,5 mill. […]

Kurs pt. ca. 100

Forventet kurs om 5 år ca. 300

2.500.000

7.500.000

Gæld KK

2.500.000

Egenkapital

5.000.000

Total Egenkapital min/max

13.000.000

31.775.000

…”

Klageren har fremlagt en salgsopstilling fra ejendomsmægler B angående klagerens danske ejendom, adresse A, hvor kontantprisen er fastsat til 10.900.000 DKK.

Den 31. maj 2011 meddelte banken klageren, at inddrivelsessagen ville fortsætte som planlagt.

Den 3. august 2011 sendte advokat D på vegne af banken et påkrav til klageren som følge af, at han som selvskyldnerkautionist hæftede for selskab A’s gæld til banken. Gælden var i påkravet opgjort til 15.951.940 DKK, som blev tilskrevet en rente på 18,5 % om året. Beløbet skulle betales inden 10 dage. Det fremgik endvidere af påkravet, at banken ville indgive en konkursbegæring mod klageren, hvis det skyldige beløb ikke blev betalt inden den angivne frist.

Den 26. august 2011 indgav advokat D på vegne af banken en konkursbegæring mod klageren til Skifteretten i H.

Den 14. september 2011 blev klagerens bo på et skifteretsmøde taget under konkursbehandling. Advokat D blev udpeget som kurator i konkursboet. Det fremgår af udskriften fra retsmødet, at klageren udeblev fra retsmødet.

Banken har oplyst, at klageren kærede afsigelsen af konkursdekretet til Vestre Landsret, og at Landsretten stadfæstede skifterettens kendelse.

Banken har oplyst, at klageren forud for konkursens indtræden havde købt et farmsite i Letland i personligt regi.

Den 16. december 2011 blev klagerens danske ejendom, som var pantsat til banken, solgt fra klagerens konkursbo via ejendomsmægler C for 6.100.000 DKK. Advokat D underskrev købsaftalen på vegne af konkursboet. Banken har oplyst, at nettoprovenuet blev afregnet med banken, hvis krav oversteg provenuet.

Den 15. september 2015 afsagde Vestre Landsret dom i en omstødelsessag anlagt af konkursboet på baggrund af, at klageren den 1. februar 2011 havde overdraget en ejendom som gave. Det fremgår blandt andet af dommen, at klageren ved fuldbyrdelsen af gaven ikke var eller blev insolvent, hvorfor der ikke kunne ske omstødelse efter konkurslovens §§ 64, stk. 2 eller 74.

Det fremgår endvidere af dommen, at banken siden februar 2010 under varsler om engagementets opsigelse stillede krav om yderligere sikkerhedsstillelse for bankens engagement med selskab A. Det kunne dog ikke lægges til grund, at banken i perioden fra den 21. juli 2010 til den 14. marts 2011 havde stillet krav, hvor manglende opfølgning på kravene skyldtes klagerens forhold. Landsretten udtalte endvidere, at der ikke var grundlag for at fastslå, at banken den 1. februar 2011 påtænkte at opsige selskab A’s engagement.

Den 12. februar 2021 blev konkursboet afsluttet i medfør af konkurslovens § 143. Det fremgår blandt andet af boregnskabet, at kurator havde realiseret aktiver for 532.612,78 DKK, og at omkostningerne ved boets behandling udgjorde 1.116.004,06 DKK.

Det fremgår blandt andet af konkursboets afsluttende redegørelse, at kapitalandele i selskab A og selskab F var uden værdi for konkursboet. Det fremgår endvidere, at kurator vurderede, at omkostningerne ved at realisere klagerens farmsite i Letland ikke ville stå mål med den mulige indtægt for konkursboet.

Den 2. december 2021 stadfæstede Vestre Landsret skifterettens afgørelse om, at konkursboet skulle lukkes efter konkurslovens § 143.

Den 7. februar 2023 meddelte banken klageren saldokvittering vedrørende klagerens engagement i banken.

Den 17. oktober 2023 anlagde klageren sag mod banken ved Retten i K med påstand om, at banken skulle tilpligtes at anerkende, at den personlige konkurs mod klageren blev gennemført på et uretmæssigt grundlag. Klageren anførte i sine anbringender blandt andet, at:

bankens ophævelse af engagementet med selskab A i maj 2011 var uberettiget
bankens krav mod selskab A, og derved også mod klageren som selvskyldnerkautionist, i det hele var uforfaldent den 14. september 2011
banken havde betryggende sikkerhed og dækning for sit krav mod selskab A i overensstemmelse med konkurslovens § 20, og
bankens konkursbegæring i august 2011 mod klageren, der førte til afsigelse af konkursdekret, skete på et forkert og uretmæssigt grundlag.

Den 5. juni 2025 afsagde Retten i K dom i sagen, hvoraf det blandt andet fremgår, at sagen matte anses som rejst i medfør af konkurslovens § 28, stk. 1, om erstatning for at begære konkurs eller med henblik på at opnå et grundlag for en sådan sag. Klageren havde ved anlæggelsen af sagen den 17. oktober 2023 overskredet tremåneders fristen i konkurslovens § 242 a, og kunne derfor ikke rejse krav i medfør af konkurslovens § 28. Retten fandt endvidere, at klageren ingen retslig interesse havde i at få fastslået, hvorvidt der måtte være et grundlag for en sådan sag.

Det fremgår endvidere af dommen, at landsret L i Letland den 27. juni 2018 afsagde dom angående bankens opsigelse af selskab A’s låneaftaler. Det fremgår, at landsret L i sin dom blandt andet havde fundet, at bankens opsigelse af selskab A’s låneengagement den 13. maj 2011 var berettiget, at klagerens selvskyldnerkaution var forfalden på konkurstidspunktet, at banken ikke havde betryggende sikkerhed for sine krav, og at konkursbehandlingen af klagerens bo blev gennemført på retmæssigt grundlag.

Parternes påstande

Den 15. august 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale ham erstatning for tab og godtgørelse for tort (påstand 1), at Nordea Danmark skal godtgøre ham 6.600.000 DKK (påstand 2) samt 4.800.000 DKK (påstand 3) samt værdien af de aktiver, som bortkom under behandlingen af hans konkursbo (påstand 4).

Nordea Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at konkursbegæringen fra banken var ulovlig, da banken ikke havde opsagt hans engagement lovligt. Salget af hans aktiver var også ulovligt.

Han var ikke insolvent på konkurstidspunktet. Han anførte på skifteretsmødet, at han ikke var insolvent, hvilket er et krav efter konkursloven for at blive erklæret konkurs. Han anførte endvidere på skifteretsmødet, at de næste to eller tre terminer var betalt. Kurator overbeviste skifteretsdommeren om, at han ”var fuld af løgn”.

En skyldner skal være insolvent for lovligt at blive erklæret konkurs. Derfor forældes hans krav ikke efter de almindelige forældelsesregler, men efter straffeloven som følge af bankens kriminelle handlinger. Kravene er derfor ikke forældede. Banken skal derfor betale ham godtgørelse for tort i henhold til konkurslovens § 28.

Han stillede en personlig selvskyldnerkaution over for banken for den gæld, selskab A havde optaget i banken.

Banken opsagde selskabet A’s engagement med fuld og hel indfrielse med en frist på 14 dage, og det var var umuligt for ham som kautionist på kort sigt at indfri gælden, hvorfor han var insolvent. Banken begærede ham herefter konkurs.

Ved konkursbehandlingens ophør var der en overdækning på cirka 6.600.000 DKK, hvilket viser, at han var solvent, og solvens udelukker konkurs.

Vestre Landsret fastslog i en omstødelsessag anlagt af konkursboet, at han den 1. februar 2011 i forbindelse med en gavedisposition var og forblev solvent, samt at der intet var at bebrejde ham angående den manglende pantsætning til banken. Bankens opsigelsesårsag eksisterede således ikke, og hans engagement blev således ulovligt opsagt. Banken havde derfor ikke lovligt krav på indfrielse eller at begære ham konkurs.

Dommen fastslår netop, at der frem til den 14. marts 2011 intet var at bebrejde ham angående den manglende pantsætning. Banken har således til dags dato ikke lovligt opsagt hans engagement.

Det ændrede intet, at han den 27. maj 2011 sendte sit personlige regnskab, som bankens afdeling i Letland havde anmodet ham om, til banken. Banken svarede ham, at inkassosagen ville fortsætte.

Hans engagement var sikret ved selvskyldnerkaution, så der var ingen hjemmel i konkursloven til bankens overgreb mod ham. Han var solvent, og terminen var på konkursdagen betalt.

Banken solgte hans ejendomme til ”halv pris”. Hans gård blev solgt for 6.100.000 DKK, selvom den var vurderet til 10.900.000 DKK af ejendomsmægler B. Han ønsker at blive godskrevet for det manglende provenu op til ”normal handelspris”.

Hans samlede lån i banken var på 14.500.000 DKK. Banken solgte hans landbrug i Danmark og Letland for henholdsvis 6.100.000 DKK og 15.000.000 DKK. Der tilgik således banken 21.100.000 DKK., svarende til en kontant overdækning på cirka 6.600.000 DKK.

Den lettiske ejendom var på 700 hektar og blev solgt for 3.000 EUR pr. hektar, mens normalprisen var 6.500 EUR pr. hektar.

Andre aktiver, herunder udenlandske, forsvandt. Kurator D og banken stjal aktier i selskab F, som tilhørte selskab A, med en nominel værdi på 150.000 DKK Aktierne i selskab F blev således aldrig godskrevet hans konkursbo. Dette udelukker også forældelse, da der er tale om en straffesag.

”Tracking info” på aktierne i selskab F viser, at aktierne er solgt, men de blev aldrig godskrevet konkursboet.

Banken har udstedt en saldokvittering til ham personligt samt selskab A, men dette er utilstrækkeligt, og han skal have erstatning og tort i henhold til konkurslovens § 28.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren var erhvervsdrivende. Han skal betragtes som erhvervskautionist og erhvervsmæssig pantsætter, idet han stillede sikkerhed for sit 100 % ejede selskab A’s erhvervsengagement, og da klagen vedrører behandlingen og realisationen af sikkerhederne.

Banken har endvidere anført, at klagen for så vidt angår spørgsmålet om bankens erstatningsansvar som følge af, at banken begærede klageren konkurs, er afgjort ved endelig dom.

Bankens opsigelse af selskab A’s engagement var berettiget, da det var misligholdt. Det var derfor berettiget, at banken kaldte klagerens kautionsforpligtelse. Dette spørgsmål blev prøvet og afvist af Skifteretten i H, som afsagde konkursdekret over klageren. Konkursdekretet blev senere stadfæstet af Vestre Landsret. Da spørgsmålet tidligere er prøvet af domstolene, kan Ankenævnet ikke tage stilling til det.

Banken har endvidere til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et økonomisk mellemværende, da klageren har modtaget en saldokvittering.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke handlede ansvarspådragende i forbindelse med salget af klagerens danske ejendom. Det var ikke banken, som solgte ejendommen eller fastsatte salgsprisen. Klagerens ejendom blev udbudt til salg via en uafhængig ejendomsmægler, og den blev solgt til en uafhængig tredjemand. Kurator underskrev købsaftalen på vegne af klagerens konkursbo. Salgsprisen må derfor betragtes som den reelle handelspris. Klageren har ikke lidt et tab ved salget af ejendommen. Ejendommen blev solgt i december 2011, og forholdet er derfor forældet i henhold til den treårige forældelsesfrist i forældelsesloven.

Det afvises, at banken har disponeret over aktierne i selskab F. Aktierne blev ikke medtaget i klagerens årsregnskab for 2010, som antages at være det senest aflagte årsregnskab, før klageren blev erklæret konkurs. Aktierne blev heller ikke opført som et aktiv i boregnskabet, hvori kurator i øvrigt erklærede, at der ham bekendt ikke fandtes yderligere aktiver at registrere til indtægt for boet.

Banken deltog ikke i vurderingen af og beslutningen om, at klagerens aktiver i Letland reelt måtte antages at være uden værdi, og banken har således ikke handlet ansvarspådragende. Beslutningen blev taget af kurator i konkursboet efter klageren og senere tiltrådt af Vestre Landsret.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordea Danmark. Han ejede 100 % af andelene i selskab A, som var hjemmehørende i Letland. Selskabet havde et kundeengagement i banken.

Banken har oplyst, at klageren, som var landmand, i 2006 og 2007 via selskab A købte en gård i Letland på 700 hektar jord.

Den 29. marts 2007 underskrev klageren på vegne af selskab A en låneaftale med banken på 2.382.499,46 CHF (schweizerfranc), som banken har oplyst svarede til cirka 10.500.000 DKK.

Den 29. maj 2009 blev pantsætningen forhøjet til 12.000.000 DKK. Pantsætningen skulle tjene til sikkerhed for opfyldelse af, hvad selskab A til enhver tid måtte blive banken skyldig i medfør af bevilget overtræk på en driftskonto på 1.000.000 DKK, et valutalån på 11.732.856,84 DKK og et valutalån på 1.100.000 DKK samt det til enhver tid værende overtræk, bevilget som ubevilget.

Den 26. august 2011 begærede banken klagerens bo taget under konkursbehandling.

Den 14. september 2011 blev klagerens bo taget under konkursbehandling, og advokat D blev udpeget som kurator.

Den 16. december 2011 blev klagerens danske ejendom, som var pantsat til banken, solgt fra klagerens konkursbo via en ejendomsmægler for 6.100.000 DKK. Banken har oplyst, at nettoprovenuet blev afregnet med banken, hvis krav oversteg provenuet.

Den 12. februar 2021 blev konkursboet efter klageren afsluttet. Det fremgår blandt andet af konkursboets afsluttende redegørelse, at kapitalandelene i selskab A og selskab F var uden værdi for konkursboet. Det fremgik endvidere, at kurator vurderede, at omkostningerne ved at realisere klagerens farmsite i Letland ikke ville stå mål med den mulige indtægt for konkursboet.

Den 7. februar 2023 meddelte banken klageren saldokvittering vedrørende klagerens engagement i banken.

Den 5. juni 2025 afsagde Retten i K dom i sagen, hvoraf det blandt andet fremgår, at sagen måtte anses som rejst i medfør af konkurslovens § 28, stk. 1, om erstatning for at begære konkurs eller med henblik på at opnå et grundlag for en sådan sag. Klageren havde ved anlæggelsen af sagen den 17. oktober 2023 overskredet tremåneders fristen i konkurslovens § 242 a, og kunne derfor ikke rejse krav i medfør af konkurslovens § 28.

Det følger af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, at Ankenævnet kan behandle klager fra erhvervsdrivende, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 4 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnet finder, at klagen angår klagerens kaution og sikkerhedsstillelse i form af pant for et selskab, som klageren var eneejer af. På den baggrund finder Ankenævnet, at sagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, som ikke kan sidestilles med et privat kundehold. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret retur.

Kontakt

Indsigelse mod krav i anledning af selvskyldnerkaution, indgivelse af konkursbegæring og værdiansættelse og salg af aktiver i forbindelse med konkursbehandling. Krav om erstatning.