Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
| Sagsnummer: | 468/2025 |
| Dato: | 22-01-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID. |
| Indklagede: | Sparekassen Kronjylland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sparekassen Kronjylland, hvor hun blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -907.
Klageren har oplyst, at hun den 10. september 2025 modtog en e-mail, der fremstod som at komme fra Matas, hvoraf fremgik, at hun skulle betale 28 DKK for at modtage en vare. Klageren har oplyst, at hun med sit betalingskort betalte beløbet på 28 DKK, og at der efter accept af dette beløb i stedet blev trukket 7.293,97 DKK.
Den 10. september 2025 kl.17:55 blev der gennemført en kortbetaling på 967 EUR svarende til 7.293,97 DKK med klagerens betalingskort -907 til en udenlandsk betalingsmodtager, betalingsmodtager L, som klageren ikke kan vedkende sig.
Sparekassen har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID. Sparekassen har fremlagt en e-mail fra Nets med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgik:
”Betal 967,00 EUR til [betalingsmodtager L] fra kort [-907]”
Klageren har anført, at hun alene godkendte beløbet på 28 DKK i MitID. Beløbet på 967 EUR svarende til 7.293,97 DKK fremgik først efter, at betalingen var godkendt.
Klageren har oplyst, at hun straks efter samme dag spærrede sit betalingskort og kontaktede Nets. Herudover har klageren oplyst, at hun samme dag anmeldte forholdet til Politiet, som den 11. september 2025 videregav sagen til NSK.
Klageren har endvidere oplyst, at sparekassen den 24. september 2025 afviste hendes krav, og at den samme dag skriftligt svarede:
”Vi afviser ikke din indsigelse, tværtimod anerkender vi at du har været udsat for svindel.
Det der er afgørende i sagen er, at du har godkendt transaktionen med dit MitID.
Det vil sige det er blevet præsenteret på din skærm i MitID appen hvad du godkendte og det har du swipet på.
Når man gør det hæfter man ifølge betalingsloven for de første 8.000 kr. og vi dækker resten derover. Da transaktionen var under 8.000 kr. dækker vi dig ikke noget.”
Parternes påstande
Den 29. september 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal tilbagebetale hende 7.293,97 DKK.
Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun alene godkendte beløbet på 28 DKK i MitID. Beløbet på 967 EUR svarende til 7.293,97 DKK fremgik først efter, at betalingen var godkendt. Det var ikke muligt at se det hævede beløb på godkendelsestidspunktet.
Sparekassen afviste hendes krav, da den mente, at hun i MitID var blevet præsenteret for beløbet på 967 EUR. Dette er forkert. Hun kunne på godkendelsestidspunktet alene se beløbet på 28 DKK. Det var først efter godkendelsen, hun kunne se beløbet på 967 EUR.
Hun spærrede sit betalingskort i løbet af tre minutter ligesom Nets blev kontaktet med det samme. Hun anmodede sparekassen om at stoppe transaktionen, men den svarede hende, at det ikke var muligt, selvom beløbet først blev hævet på hendes konto den 12. september 2025, hvilket var to dage efter svindlen.
Sparekassen skal anerkende, at IT-svindel i dag er så avanceret, at man som kunde på internettet i tilfælde som dette ikke har mulighed for at se, hvilket beløb man godkender, og at man på trods af sikkerhedsforanstaltninger som MitID kan blive snydt.
Af sparekassens regler for Visa/Dankort pkt. 10.4 fremgår, at man ikke hæfter, hvis tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af den personlige sikkerhedsforanstaltning ikke kunne opdages af kunden forud for den uberettigede anvendelse. Sparekassen skal også af denne grund godtgøre hende beløbet.
Sparekassen Kronjylland har anført, at betalingen er korrekt registreret og bogført i sparekassens system. Sparekassens systemer har ikke været ramt af tekniske svigt eller andre fejl på betalingstidspunktet.
Klageren har selv godkendt transaktionen med sit MitID. Betalingen er gennemført med stærk kundeautentifikation. Af klagerens MitID fremgik, at klageren ved at swipe ville betale 967 EUR til betalingsmodtager L med betalingskort -907.
Klageren handlede groft uforsvarligt ved at godkende betalingen, og hæfter for 8.000 DKK, jf. betalingslovens § 100, stk. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Sparekassen Kronjylland, hvor hun blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -907.
Klageren har oplyst, at hun den 10. september 2025 modtog en e-mail, der fremstod som at komme fra Matas, hvoraf der fremgik, at hun skulle betale 28 DKK for at modtage en vare. Klageren har oplyst, at hun med sit betalingskort betalte beløbet på 28 DKK, og at der efter accept af dette beløb i stedet blev trukket 7.293,97 DKK.
Den 10. september 2025 kl. 17:55 blev der gennemført en kortbetaling på 967 EUR svarende til 7.293,97 DKK med klagerens betalingskort -907 til en udenlandsk betalingsmodtager, betalingsmodtager L, som klageren ikke kan vedkende sig.
Sparekassen har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID. Sparekassen har fremlagt en e-mail fra Nets med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgik: ”Betal 967,00 EUR til [betalingsmodtager L] fra kort [-907]”.
Klageren har anført, at hun alene godkendte beløbet på 28 DKK i MitID. Beløbet på 967 EUR svarende til 7.293,97 DKK fremgik først efter, at betalingen var godkendt.
Klageren har oplyst, at hun straks efter samme dag spærrede sit betalingskort og kontaktede Nets. Herudover har klageren oplyst, at hun samme dag anmeldte forholdet til Politiet, som den 11. september 2025 videregav sagen til NSK.
Klageren har endvidere oplyst, at sparekassen den 24. september 2025 afviste hendes krav.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at det ikke var muligt at tilbageføre eller annullere transaktionen, efter den var godkendt, uanset tidspunkt for den efterfølgende spærring af betalingskortet og debitering af beløbet på klagerens konto.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste, hvilket ikke er bestridt.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Tre medlemmer – Katrine Waagepetersen, Inge Kramer og Majken Christoffersen – udtaler:
Efter de foreliggende oplysninger finder vi det godtgjort, at klageren må have godkendt betalingen på 967 EUR med sit MitID.
Vi finder, at sparekassen har godtgjort, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, da hun burde have reageret på teksten i Mit-ID, hvor hun fik oplysninger om beløbet på 967 EUR og beløbsmodtageren, og at klageren som følge heraf hæfter med op til 8.000 DKK.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Som ovenfor anført finder vi det godtgjort, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
Vi finder, at der er tale om organiseret professionel svindel.
Forbrugere har forskellige forudsætninger for at gennemskue professionel svindel. Det må aldrig blive utrygt for den almindelige forbruger at anvende de digitale løsninger og betalingstjenester, der er nødvendige for at fungere i vores samfund.
Vi finder derfor ikke, at klageren, ved at blive snydt af en professionel svindler, har udvist groft uforsvarlig adfærd. Det må forudsættes, at såfremt klageren havde forudsætninger for at gennemskue svindlen, ville klageren ikke have godkendt transaktionen.
Hertil bemærkes et generelt forbehold for så vidt angår systemfejl. Det kan ikke udelukkes, at der i sager med phishing, er tale om raffineret systemteknisk misbrug, hvor svindleren er lykkedes med at udvikle tekniske løsninger, som muliggjorde svindlen.
Vi finder ikke, at sparekassen har godtgjort, at betingelserne for, at klageren hæfter efter de udvidede ansvarsbestemmelser i betalingslovens § 100, stk. 4, er opfyldt.
Vi finder, at sparekassen er nærmest til at bære risikoen for, at det betalingssystem, forbrugerne anvender, er tilstrækkelig sikkert og tydeligt til at hindre svindel.
Da den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, hæfter klageren for 375 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 3.
Vi stemmer derfor for, at sparekassen skal tilbageføre 6.918,97 DKK til klageren.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.