Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 kr. af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagsnummer: 333/2026
Dato: 16-10-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Jacob Grubbe, Signe Kjørup Carlsson, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne: Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 kr. af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Indklagede: Nykredit Bank / Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 kr. af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er 81 år, var kunde i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor hun havde en konto -0464 med et tilknyttet betalingskort -9497.

Den 24. marts 2026 kl. 10:32 blev der foretaget en kortbetaling på 10.051,88 kr. med klagerens betalingskort -9497 til en betalingsmodtager B, som klageren ikke kan vedkende sig.

Banken har anført, at betalingen blev foretaget ved godkendelse i klagerens MitID-app med serienummer -9483, som klageren almindeligvis anvender til at godkende betalinger.

Banken har fremlagt en udskrift med den tekst, som blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af den omtvistede kortbetaling. Af teksten fremgik:

”Betal 10051,88 DKK til [betalingsmodtager B] fra kort xx9497”

Banken har anført, at godkendelse af en betaling med MitID sker ved, at brugeren fysisk skal swipe ’godkend’ i MitID-appen på den enhed, hvor MitID-appen er installeret. Når brugeren skal swipe ’godkend’ fremgår både det faktiske beløb og den faktiske modtager af betalingen.

Banken har anført, at betalingen er korrekt registreret og bogført og er ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1.

Klageren gjorde indsigelse mod betalingen ved indsigelsesblanket af 26. marts 2026. Klageren oplyste i forbindelse med indsigelsen, at hun var blevet bedt om at tilknytte et nyt betalingskort til Brobizz.

Klageren har fremlagt en e-mail af 30. marts 2026, som fremstår som værende fra Brobizz, hvoraf blandt andet fremgår:

”Subject:          Din aftale er ikke længere aktiv .

…

D?t b?t?l?ng?k?rt ??m du h?r t?lkn?tt?t d?n ?r???zz ?r ?kk? læng?r? g?ld?gt, ?g d?rf?r h?r v? ??ærr?t d?n ?ft?l?.

Øn?k?r du ?t?d?g ?t b?h?ld? d?n? f?rd?l? m?d ?r???zz ?k?l du ??d?t?r? d?n? b?t?l?ng?k?rt??l??n?ng?r – ?å ?r du ??kr?t d?n n?mm? ?g hurt?g? b?t?l?ng, du k?nd?r.

V? h?r g??rt d?t n?mt f?r d?g

Følg l?nk?t h?r t?l ???d?t?r kr?d?k?rt : (Sk?ft d?t b?t?l?ng?k?rt)”

Banken godtgjorde herefter klagerens tab med fradrag af en selvrisiko på 8.000 kr., hvorfor banken tilbageførte 2.051,88 kr. til klagerens konto.

Den 7. april 2026 klagede klageren til banken.

Den 16. april 2026 afviste banken klagen.

Parternes påstande

Den 2. maj 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank / Spar Nord Bank skal godtgøre hende 8.000 kr.

Nykredit Bank / Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun handlede i god tro og var overbevist om, at hun kommunikerede med BroBizz.

Hun er ikke digitalt stærk og har, grundet sin alder, været særligt sårbar over for denne type målrettet svindel. Svindlen var professionelt udført, og svindleren udnyttede hendes tillid til en kendt aktør, hvilket gjorde det vanskeligt for hende at gennemskue situationen.

Hendes alder, digitale forudsætninger og den professionelle måde, svindlen blev gennemført på, skal indgå i den samlede vurdering af, om det er rimeligt og juridisk korrekt, at hun skal hæfte med 8.000 kr.

Hun har ikke bevidst delt oplysninger med henblik på misbrug og har ikke udvist grov uagtsomhed. Betingelserne for at pålægge hende en hæftelse på 8.000 kr. er derfor ikke opfyldt.

Bankens henvisning til tidligere ankenævnsafgørelser dokumenterer ikke, at hun har handlet groft uagtsomt.

Nykredit Bank / Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren har udvist en groft uforsvarlig adfærd, som har muliggjort den omtvistede betaling, hvorfor klageren hæfter med op til 8.000 kr. for betalingen, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Betalingen blev godkendt med klagerens personlige MitID fra den enhed, som hun almindeligvis anvender. Da et serienummer er unikt og kun kan være installeret på en enhed, og MitID godkendelse kræver et fysisk swipe, er det usandsynligt, at klageren ikke selv har swipet ’godkend’ på godkendelsesanmodningen, som blev sendt til klagerens enhed. Klageren bestrider ikke, at hun har foretaget godkendelsen med MitID.

Klageren gør gældende, at hun blev vildledt som følge af phishing, idet hun klikkede på et link, som hun troede var til at ajourføre sin Brobizz. Uanset at klageren har været udsat for phishing, ændrer det ikke på det faktum, at hun selv foretog betalingen til trods for, at det fremgik ved MitID godkendelsen, at betalingsmodtager og -beløb var et andet end det, som hun troede, hun godkendte. Klageren blev i MitID oplyst om det rigtige beløb og den rigtige betalingsmodtager.

Der henvises til Ankenævnets sager 338/2024, 249/2024 og 533/2023.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer for en gennemgang af hele forløbet, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er 81 år, var kunde i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor hun havde en konto -0464 med et tilknyttet betalingskort -9497.

Den 24. marts 2026 kl. 10:32 blev der foretaget en kortbetaling på 10.051,88 kr. med klagerens betalingskort -9497 til en betalingsmodtager B, som klageren ikke kan vedkende sig.

Banken har anført, at betalingen blev foretaget ved godkendelse i klagerens MitID-app med serienummer -9483, som klageren almindeligvis anvender til at godkende betalinger.

Banken har oplyst, at transaktionen var korrekt registreret og bogført.

Klageren gjorde indsigelse mod betalingen ved indsigelsesblanket af 26. marts 2026. Klageren oplyste i forbindelse med indsigelsen, at hun var blevet bedt om at tilknytte et nyt betalingskort til Brobizz.

Banken godtgjorde herefter klagerens tab med fradrag af en selvrisiko på 8.000 kr., hvorfor banken tilbageførte 2.051,88 kr. til klagerens konto.

Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.

Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 kr. af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Tre medlemmer – Katrine Waagepetersen, Jacob Grubbe og Signe Kjørup Carlsson – udtaler:

Efter de foreliggende oplysninger finder vi det godtgjort, at klageren må have godkendt betalingen på 10.051,88 kr. med sit MitID.

Vi finder, at banken har godtgjort, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, da hun burde have reageret på teksten i MitID, hvor hun fik oplysninger om beløbet på 10.051,88 kr. og betalingsmodtager B, og at klageren som følge heraf hæfter med op til 8.000 kr.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen – udtaler:

Som ovenfor anført finder vi det godtgjort, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

På baggrund af MitID-partnerskabets forsikring om, at det ikke er muligt gennem tekniske løsninger at ændre teksten i MitID, herunder skjule, ændre eller maskere beløbet, finder vi efter de foreliggende oplysninger, at klageren må have godkendt ”Betal 10051,88 DKK til [betalingsmodtager B] fra kort xx9497”.

 

Vi finder, at der er tale om organiseret og professionel svindel.

Den professionelle svindel har kvalitetsmæssigt nået et niveau, hvor selv den agtpågivende forbruger let kan forveksle svindlen med henvendelser fra legitime erhvervsdrivende eller myndigheder. Det må aldrig blive utrygt for forbrugerne at anvende de digitale løsninger og betalingstjenester, der er nødvendige for at fungere i vores samfund.

Omfanget af digital kriminalitet stiller derimod store krav til udbyderne af digitale sikkerhedsløsninger samt betalingsinfrastrukturen, således at forbrugerne sikres bedst muligt. Dette gælder også i forhold til simpel fejlhåndtering, hvilket er helt almindelig praksis inden for forbrugerbeskyttelse ved andre produkter.

Vi finder derfor ikke, at klagerens fejlhåndtering af sikkerhedsløsningen, i en situation, hvor denne udsættes for professionel, organiseret kriminalitet, udgør groft uforsvarlig adfærd.

Vi finder ikke, at banken har godtgjort, at betingelserne for, at klageren hæfter efter de udvidede ansvarsbestemmelser i betalingslovens § 100, stk. 4, er opfyldt. I vurderingen har vi lagt vægt på, at bestemmelsen stiller krav om en groft uforsvarlig adfærd førend betaleren kan pålægges at hæfte. Henset til sagens omstændigheder, finder vi samlet set at flertallets afgørelse er udtryk for en for skærpet ansvarsnorm, der ikke tager behørigt hensyn til svindlens kvalitetsmæssige niveau og professionelle karakter.

Vi finder, at banken er nærmest til at bære risikoen for, at det betalingssystem, som forbrugerne anvender, er tilstrækkeligt sikkert til at hindre kriminelles misbrug heraf.

Da den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, hæfter klageren for 375 kr. af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 3.

Vi stemmer derfor for, at banken skal tilbageføre 7.625 kr. til klageren

Sagen afgøres efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.