Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
| Sagsnummer: | 533/2026 |
| Dato: | 16-10-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Signe Vejen Hansen, Signe Kjørup Carlsson, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet betalingskort -530.
Den 3. april 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 829,95 EUR svarende til 6.233,83 DKK med klagerens betalingskort -530 til en udenlandsk betalingsmodtager A, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID-app -974, som blev installeret på klagerens enhed (iPhone 13 Pro Max) den 12. august 2025. Banken har fremlagt en udskrift fra sit system med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgår:
”Betal 829,95 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort [-530]”
Banken har oplyst, at transaktionen er korrekt registreret og bogført.
Banken har fremlagt en udskrift af klagerens MitID-log, hvoraf fremgår blandt andet:
”03-04-2026 19:50:19.259 CEST App – autentificering lykkedes
…
MitID identifikationsmiddel-ID [-974]”
Beløbet på 6.233,83 DKK blev trukket på klagerens konto den 9. april 2026.
Ved en tro- og loveerklæring af 9. april 2026 gjorde klageren indsigelse mod betalingen. Af denne fremgår blandt andet:
”Jeg skriver for at gøre indsigelse mod en uautoriseret betaling på min konto, som jeg desværre er blevet udsat for i forbindelse med et scam.
Jeg blev kontaktet via SMS, som fremstod som værende fra DAO, med information om, at en pakke til mig ikke kunne leveres, da jeg ikke var hjemme. Jeg blev herefter bedt om at vælge en ny leveringsdag via et link og betale et gebyr på 9 kr. for genlevering. Da jeg på tidspunktet faktisk ventede en pakke, og beskeden kom fra, hvad der lignede et legitimt DAO-telefonnummer, havde jeg ingen mistanke om svindel.
Jeg udfyldte formularen og godkendte betalingen, men det viste sig efterfølgende, at der blev trukket et væsentligt større beløb end de oplyste 9 kr. Jeg modtog straks en notifikation om transaktionen og reagerede med det samme ved at kontakte jeres kundeservice og få mit kort spærret.
Jeg har således handlet i god tro og uden intention om at godkende den faktiske betaling, som må anses for værende uautoriseret.
Jeg anmoder derfor om, at I opretter en indsigelsessag og tilbagefører det pågældende beløb til min konto hurtigst muligt. Jeg står naturligvis til rådighed for at fremsende yderligere oplysninger eller dokumentation, hvis nødvendigt.”
Den 9. april 2026 afviste banken klagerens indsigelse.
Klageren har oplyst, at han ligeledes har anmeldt sagen til politiet.
Parternes påstande
Den 21. juli 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre 6.233,83 DKK med tillæg af renter til ham.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han ikke har handlet groft uforsvarligt.
Han blev vildledt til at tro, at han alene godkendte en betaling på 9 DKK til DAO, mens der efterfølgende blev gennemført en betaling på 829,95 EUR svarende til 6.233,83 DKK til en betalingsmodtager A, som han ikke kendte og aldrig havde til hensigt at betale til.
Han bestrider ikke, at han i forbindelse med svindlen på en eller anden måde har medvirket til en teknisk godkendelse. Det, han bestrider, er, at han har givet et informeret samtykke til den konkrete betaling på 6.233,83 DKK til betalingsmodtager A. Hans hensigt og hans samtykke var begrænset til det, han blev præsenteret for: 9 DKK til DAO.
Den tekst, som banken har anført, at han godkendte i MitID, fremgik ikke af hans telefon. På hans telefon fremgik alene, at han skulle betale 9 DKK til DAO i forbindelse med en omlevering eller genlevering af en pakke. Han så på intet tidspunkt en besked, hvor der stod, at han skulle betale 829,95 EUR til betalingsmodtager A. Hvis han var blevet præsenteret for en besked på sin telefon med teksten “Betal 829,95 EUR til [betalingsmodtager A]”, ville han aldrig have godkendt betalingen.
Hvis banken skal dokumentere, at han har godkendt betalingen på 829,95 EUR, bør banken dokumentere, hvad der konkret blev vist på hans telefon på det tidspunkt, hvor han foretog godkendelsen, og ikke hvad bankens system efterfølgende registrerede som transaktionens beløb og betalingsmodtager. Der bør derfor skelnes klart mellem, hvad banken efterfølgende kan se i sit transaktionssystem, og hvad han faktisk blev præsenteret for på sin telefon, da han foretog godkendelsen.
Så snart han blev bekendt med den uventede betaling, reagerede han øjeblikkeligt. Han kontaktede straks banken og gjorde opmærksom på, at han var blevet udsat for svindel. Han fik oplyst, at betalingen ikke kunne annulleres på daværende tidspunkt, og han blev i stedet vejledt om, at han skulle oprette en indsigelse, hvis betalingen gik igennem. Det blev sagt til ham på en måde, som gav ham en klar forventning om, at dette var den korrekte procedure, og at han gennem en indsigelse ville kunne få pengene tilbage.
Han fulgte derfor bankens anvisning. Da betalingen efterfølgende blev gennemført, indgav han straks sin indsigelse. Han finder det derfor meget vanskeligt at forstå, at han først blev vejledt af banken om at benytte indsigelsesproceduren, hvorefter han fulgte denne vejledning loyalt, men efterfølgende fik afvist sin indsigelse og står tilbage med hele tabet.
Nordea Danmark har anført, at betalingen er korrekt registreret, bogført og i øvrigt ikke fejlbehæftet.
Klageren blev præsenteret for følgende tekst: ”Betal 829,95 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort [-530]”. Dermed fremgik det tydeligt, at klageren blev præsenteret for betalingen med præcis angivelse af beløb og beløbsmodtager, og der kan derfor ikke være tvivl om, at klageren godkendte betalingen.
Det fremgår endvidere af udskriften fra bankens system, at det pågældende MitID, der har godkendt betalingen, er fra samme enhed, som klageren bruger til at logge på sin netbank/mobilbank. Det fremgår ligeledes, at MitID-appen blev installeret på klagerens enhed (iPhone 13 Pro Max) den 12. august 2025 med serienummer -974.
Når klageren valgte at godkende betalingen på 6.233,83 DKK, som han efterfølgende ikke vil vedkende sig, så var selve godkendelsen af betalingen i MitID groft uforsvarlig adfærd fra klagerens side, hvorfor banken var berettiget til at tage en selvrisiko på op til 8.000 DKK, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet betalingskort -530.
Klageren har oplyst, at han den 3. april 2026 modtog en SMS, som fremstod som sendt fra DAO, hvoraf fremgik, at en pakke ikke kunne leveres, fordi han ikke var hjemme, og at han kunne ombooke leveringen ved at betale et gebyr på 9 DKK. På det tidspunkt ventede han en pakke, og beskeden kom fra det samme telefonnummer, som han tidligere havde modtaget legitime beskeder fra vedrørende pakkeleveringer. Der var derfor intet, som gav ham anledning til at betvivle beskedens ægthed.
Klageren har endvidere oplyst, at han fulgte instruktionerne i beskeden og udfyldte de nødvendige oplysninger med den klare opfattelse, at han alene godkendte betaling af et leveringsgebyr på 9 DKK.
Den 3. april 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 829,95 EUR svarende til 6.233,83 DKK med klagerens betalingskort -530 til en udenlandsk betalingsmodtager A, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID-app -974, som var installeret på klagerens mobiltelefon den 12. august 2025., og at klageren inden sin godkendelse blev præsenteret for følgende godkendelsestekst: ”Betal 829,95 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort [-530]”.
Klageren har anført, at han ikke har handlet groft uforsvarligt. Han blev vildledt til at tro, at han alene godkendte en betaling på 9 DKK til DAO. Den tekst, som banken har anført, at han godkendte i MitID, fremgik ikke af hans telefon. På hans telefon fremgik alene, at han skulle betale 9 DKK til DAO.
Klageren gjorde indsigelse mod betalingen over for banken. Banken afviste indsigelsen og oplyste, at klageren hæftede med op til 8.000 DKK.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Tre medlemmer – Katrine Waagepetersen, Signe Vejen Hansen og Signe Kjørup Carlsson – udtaler:
Efter de foreliggende oplysninger finder vi det godtgjort, at klageren må have godkendt betalingen på 829,95 EUR med sit MitID.
Vi finder, at banken har godtgjort, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, da han burde have reageret på teksten i MitID, hvor han fik oplysninger om beløbet på 829,95 EUR og betalingsmodtager A, og at klageren som følge heraf hæfter med op til 8.000 DKK.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen – udtaler:
Som ovenfor anført finder vi det godtgjort, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
På baggrund af MitID-partnerskabets forsikring om, at det ikke er muligt gennem tekniske løsninger at ændre teksten i MitID, herunder skjule, ændre eller maskere beløbet, finder vi efter de foreliggende oplysninger, at klageren må have godkendt ”Betal 829,95 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort [-530]”.
Vi finder, at der er tale om organiseret og professionel svindel.
Den professionelle svindel har kvalitetsmæssigt nået et niveau, hvor selv den agtpågivende forbruger let kan forveksle svindlen med henvendelser fra legitime erhvervsdrivende eller myndigheder. Det må aldrig blive utrygt for forbrugerne at anvende de digitale løsninger og betalingstjenester, der er nødvendige for at fungere i vores samfund.
Omfanget af digital kriminalitet stiller derimod store krav til udbyderne af digitale sikkerhedsløsninger samt betalingsinfrastrukturen, således at forbrugerne sikres bedst muligt. Dette gælder også i forhold til simpel fejlhåndtering, hvilket er helt almindelig praksis inden for forbrugerbeskyttelse ved andre produkter.
Vi finder derfor ikke, at klagerens fejlhåndtering af sikkerhedsløsningen, i en situation, hvor denne udsættes for professionel, organiseret kriminalitet, udgør groft uforsvarlig adfærd.
Vi finder ikke, at banken har godtgjort, at betingelserne for, at klageren hæfter efter de udvidede ansvarsbestemmelser i betalingslovens § 100, stk. 4, er opfyldt. I vurderingen har vi lagt vægt på, at bestemmelsen stiller krav om en groft uforsvarlig adfærd førend betaleren kan pålægges at hæfte. Henset til sagens omstændigheder, finder vi samlet set at flertallets afgørelse er udtryk for en for skærpet ansvarsnorm, der ikke tager behørigt hensyn til svindlens kvalitetsmæssige niveau og professionelle karakter.
Vi finder, at banken er nærmest til at bære risikoen for, at det betalingssystem, som forbrugerne anvender, er tilstrækkeligt sikkert til at hindre kriminelles misbrug heraf.
Da den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, hæfter klageren for 375 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 3.
Vi stemmer derfor for, at banken skal tilbageføre 5.858,83 DKK til klageren.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.