Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
| Sagsnummer: | 566/2026 |
| Dato: | 16-10-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Signe Vejen Hansen, Signe Kjørup Carlsson, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort -162.
Den 8. juli 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 4.260 HKD (Hongkong-dollar) svarende til 3.613,94 DKK med klagerens betalingskort til en udenlandsk betalingsmodtager, A, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID-app -049, som blev installeret på klagerens enhed den 16. februar 2022. Banken har fremlagt en udskrift fra sit system med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgår:
”Betal 4260,00 HKD til [betalingsmodtager A] fra kort [-162]”
Banken har oplyst, at transaktionen er korrekt registreret og bogført.
Banken har fremlagt en udskrift af klagerens MitID-log, hvoraf fremgår blandt andet:
”08-07-2026 10:12:02.973 CEST App – autentificering lykkedes
…
MitID identifikationsmiddel-ID [-049]”
Ved en tro- og loveerklæring af 11. juli 2026 gjorde klageren indsigelse mod betalingen. Af denne fremgår blandt andet:
”1. I received sms with offer to pay missing parking fee. 2. I proceeded the link and fill up the form with my credit card details. 3. When was time to confirm transaction with MitID, I recognise scame and did not confirmed transaction Cancelled confirmation in MitID. 4. After that, I contacted Nordea. Nordea blocked my card and MitID.”
Den 13. juli 2026 afviste banken klagerens indsigelse.
Klageren gjorde indsigelse mod bankens afgørelse.
Den 21. juli 2026 fastholdt banken sin afgørelse af 13. juli 2026.
Parternes påstande
Den 3. august 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre 3.613,94 DKK til ham.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han den 8. juli 2026 modtog en svindel SMS, hvori det var angivet, at han skulle betale 15 DKK for parkering. Da han troede, at anmodningen var ægte, fulgte han linket, indtastede sine kortoplysninger og gik videre til at godkende betalingen i MitID. Da han åbnede sin MitID-app, opdagede han straks, at den viste betaling var forskellig fra den transaktion, som han ville foretage. I stedet for 15 DKK viste MitID en betaling på 4.260 HKD til en betalingsmodtager A. Da han indså, at der var tale om svindel, godkendte han ikke betalingen, men lukkede i stedet MitID-appen.
Da han kontaktede banken telefonisk om svindlen ca. 21 minutter senere, omkring kl. 10:33, oplyste en medarbejder fra banken, at hans MitID var blevet kompromitteret og spærrede både hans MitID og hans betalingskort. Hvis hans MitID var kompromitteret, er det muligt, at svindlerne var i stand til at foretage selve godkendelsen i stedet for ham.
Han anser telefonsamtalen med banken for at være et vigtigt bevis, da den dokumenterer, hvad han oplyste til banken umiddelbart efter hændelsen, og hvordan bankens medarbejder vurderede situationen på det tidspunkt. Optagelsen af ??denne telefonsamtale bør derfor inddrages i sagen.
Selv om bankens tekniske logfiler viser, at godkendelsen er sket med hans MitID/fra hans enhed, har han ikke selv foretaget denne godkendelse, da han lukkede sit MitID uden at godkende betalingen. Omstændighederne umiddelbart herefter, hvor bankens medarbejder oplyste, at hans MitID var blevet kompromitteret, er ligeledes væsentlige til brug for en vurdering af, hvad der rent faktisk skete.
Banken har oplyst, at han har afvist en anden betaling. Da han spurgte, hvordan det var muligt, da han slet ikke havde åbnet MitID og udført en afvisningshandling i forbindelse med nogen anden betalingsanmodning, svarede banken efterfølgende, at den ikke kunne redegøre for, hvorfor den anden betalingsanmodning var blevet afvist. Denne uoverensstemmelse bør tages i betragtning i forbindelse med nærværende sag.
Nordea Danmark har anført, at klageren selv godkendte betalingen, og han derfor hæfter med op til 8.000 DKK.
Klagerens eget identifikationsmiddel, som var oprettet den 16. februar 2022 med det unikke identifikationsnummer -049, godkendte betalingen, og blev først spærret den 8. juli 2026 efter kortbetalingens foretagelse. Kortbetalingen blev godkendt med klagerens egen personlige sikkerhedsforanstaltning i form af MitID-brugernavn og adgangskode og godkendt i klagerens MitID-app.
Klageren blev præsenteret for følgende tekst, som var tydelig omkring beløb, betalingsmodtager samt kortnummer. Af teksten fremgik ”Betal 4260,00 HKD til [betalingsmodtager A] fra kort [-162]”.
Klageren valgte at godkende et beløb på 4.260 HKD, som han var tydelig oplyst om, hvad angik, og efterfølgende ikke vil vedkende sig. Godkendelsen af betalingen i MitID-app var groft uforsvarlig adfærd fra hans side, hvorfor han hæfter med en selvrisiko på op til 8.000 DKK, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Betalingen var korrekt registreret, bogført og i øvrigt ikke fejlbehæftet.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort -162.
Klageren har oplyst, at han modtog en SMS, hvori det var angivet, at han skulle betale 15 DKK for parkering. Da han troede, at anmodningen var ægte, fulgte han linket, indtastede sine kortoplysninger og gik videre til at godkende betalingen i MitID. Da han åbnede sin MitID-app, opdagede han, at den viste betaling var forskellig fra den transaktion, som han ville foretage. I stedet for 15 DKK viste MitID en betaling på 4.260 HKD (Hongkong-dollar) til en betalingsmodtager A. Da han indså, at der var tale om svindel, godkendte han ikke betalingen, men lukkede i stedet MitID-appen. Herefter kontaktede han banken og fik spærret sit betalingskort og MitID.
Den 8. juli 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 4.260 HKD svarende til 3.613,94 DKK med klagerens betalingskort til en udenlandsk betalingsmodtager, A, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID-app -049, som blev installeret på klagerens enhed den 16. februar 2022, og at klageren inden sin godkendelse blev præsenteret for følgende godkendelsestekst: ”Betal 4260,00 HKD til [betalingsmodtager A] fra kort [-162]”.
Klageren har anført, at da han åbnede sin MitID-app og indså, at der var tale om svindel, godkendte han ikke betalingen, men lukkede i stedet MitID-appen. Han har således ikke godkendt transaktionen.
Banken afviste klagerens indsigelse og meddelte, at klageren hæftede med op til 8.000 DKK.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klageren hæfter med op til 8.000 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 4. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.