Indsigelse om fejlrådgivning i forbindelse med flytning af aktiesparekonto samt krav om økonomisk kompensation.
| Sagsnummer: | 303/2026 |
| Dato: | 16-10-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Jacob Grubbe, Signe Vejen Hansen, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse om fejlrådgivning i forbindelse med flytning af aktiesparekonto samt krav om økonomisk kompensation. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om fejlrådgivning i forbindelse med flytning af aktiesparekonto samt krav om økonomisk kompensation.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han blandt andet havde en aktiesparekonto.
Af brev af 9. januar 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Oplysning om din Aktiesparekonto i 2025
Her kan du se, hvordan dine investeringer på Aktiesparekontoen har udviklet sig i 2025, og om der bliver hævet skat af afkastet for 2025. Du kan også se, hvor meget du må indbetale på kontoen i 2026.
…
Det betyder, at du samlet set i 2026 må indbetale 53.537,75 kr.”
Banken har oplyst, at klageren solgte alle sine værdipapirer på aktiesparekontoen i perioden fra den 12. til 14. januar 2026. Banken har fremlagt fondsafregninger for klagerens salg, herunder fondsafregning af 12. januar 2026, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren den 12. januar 2026 solgte to stk. værdipapir A til kurs 247,99 USD til en samlet kursværdi på 3.160,83 DKK samt fondsafregning af 13. januar 2026, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren den 13. januar 2026 solgte 128 stk. værdipapir B til kurs 122,45 DKK til en samlet kursværdi på 15.673,60 DKK.
Klageren har om baggrunden for salget af værdipapirerne på aktiesparekontoen oplyst, at han ønskede at flytte sin aktiesparekonto. Han fik telefonisk af banken at vide, at han ikke kunne flytte aktiesparekontoen. I stedet skulle han sælge alle sine værdipapirer og flytte pengene ud af aktiesparekontoen. Derefter kunne banken lukke aktiesparekontoen. Han fik efterfølgende at vide, at banken ikke kunne lukke kontoen i januar måned. Banken anerkendte, at den havde begået en fejl. Banken tilbød ham et gavekort, som han afslog, da han ønskede erstatning. Banken bad ham om at udregne sit tab. Det blev cirka 7.000 DKK.
Banken bestrider klagerens udlægning. Banken har oplyst, at banken tre gange ringede til klageren den 15. januar 2026 for at afklare diverse spørgsmål om lukning af klagerens aktiesparekonto. Banken oplyste klageren om, at han skulle retablere sine solgte investeringer og beholde investeringerne, indtil aktiesparekontoen kunne lukkes. Banken var villig til at se på kompensation af klageren.
Banken har oplyst, at klageren herefter handlede værdipapirer til sin aktiesparekonto. Banken har fremlagt en liste over klagerens køb og salg af værdipapirer samt bankens fondsafregninger.
Af fondsafregning af 15. januar 2026 fremgår blandt andet, at klageren den 15. januar 2026 købte ti stk. værdipapir A til kurs 237,32 USD til en samlet kursværdi på 15.333,48 DKK.
Af fondsafregning af 16. januar 2026 fremgår blandt andet, at klageren den 16. januar 2026 købte 138 stk. værdipapir B til kurs 122,65 DKK til en samlet kursværdi på 16.925,70 DKK.
Banken drøftede flere gange sagen telefonisk med klageren og bad klageren om at fremlægge en tabsopgørelse.
Den 20. februar 2026 modtog banken klagerens krav om erstatning, hvoraf blandt andet fremgår:
…
|
navn |
antal |
slags pris |
slut pris |
|
… |
… |
… |
… |
|
[Værdipapir A] |
2 |
3.160,83 |
14=236,65 - 16=239,12 |
|
… |
… |
… |
… |
|
[Værdipapir B] |
128 |
15.673,60 |
12=122 - 16=122,65 |
…
|
Samled procent vækst på 2,51% = 3200 |
...
|
min vækst er altså 3200 og det ganger jeg med 2 for det kunne jeg have tjent men betalte jeg i stedet så tabet er 6400. jeg skulle også betale skat så jeg kunne ikke investere samme beløb med det samme dette er også et tab på 15% af 3200 som er ca 500 dette er også et tab da de ville være forblevet invetserte så tabet er samlet set 6900. |
…”
Banken har oplyst, at den på baggrund af klagerens tabsopgørelse konstaterede, at klageren kun havde genkøbt to værdipapirer ud af sine oprindelige 12 investeringer. Klageren havde genkøbt værdipapir A og B. Derudover havde klageren handlet 11 andre værdipapirer, som ikke svarede til de oprindeligt solgte værdipapirer i perioden 12. til 14. januar 2026. Banken konstaterede desuden, at tre af kurserne, som klageren havde angivet ud for værdipapir A og B ikke svarede til klagerens reelle salgs- og genkøbskurs.
Banken har oplyst, at den ikke kunne anerkende klagerens tabsopgørelse, men at den i marts 2026 pr. konduite valgte at tilbyde klageren kompensation. Bankens kompensation kunne ske i form af enten, at banken uden beregning overførte klagerens aktiesparekonto med værdipapirer til et andet pengeinstitut eller i form af kompensation på cirka 2.300 DKK beregnet pr. 13. marts 2026 for 2026 med de værdipapirer, som var i klagerens aktiesparekontodepot den pågældende dag. Flytteomkostningerne ved overførsel af klagerens aktiesparekonto ville i henhold til bankens prisliste udgøre cirka 4.000 DKK.
Banken har oplyst, at klageren i løbet af marts 2026 igen solgte alle investeringerne fra sin aktiesparekonto. Klageren lukkede aktiesparekontoen den 18. marts 2026.
Af brev af 18. marts 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Vi har som aftalt ophævet din Aktiesparekonto nr. […] og beregnet skat af afkast på din Aktiesparekonto efter de gældende regler, jf. lov om Aktiesparekonto
Saldo kr. 0,00
Skat, der afregnes til Skattestyrelsen kr. 0,00
Beløb indsat på konto nr. […] kr. 0,00
Skatten på 0,00 kr. er beregnet ud fra afkast på din Aktiesparekonto fra den 01.01.2026”
Banken har anført, at klageren ikke havde skattemæssige udgifter i 2026, selvom klageren i sin tabsopgørelse har angivet udgifter til skat.
Banken har oplyst, at klageren i april 2026 afslog bankens tilbud om kompensation.
Klageren indbragte den 21. april 2026 sagen for Ankenævnet.
Ved brev af 24. april 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Du har oplyst […], at du i forbindelse med et ønske om at flytte din aktiesparekonto til et andet pengeinstitut, har fået fejlagtigt vejledning, om at du skulle sælge dine investeringer, før end aktiesparekontoen kunne flyttes.
Da [banken] fik denne information, bad [banken] dig om at genkøbe de solgte investeringer 1:1, så dit evt. tab ved den fejlagtige vejledning kunne opgøres.
[Banken] kunne dog efterfølgende konstatere, at du alene havde valgt at genkøbe 2 af de oprindelige investeringer.
[Banken] kunne derfor ikke anerkende din tabsopgørelse, men valgte efterfølgende at præsentere dig for andre muligheder for en løsning på din henvendelse, […].
Da henholdsvis du og [banken] blev opmærksom på den fejlagtige vejledning, bad [banken] dig om at genkøbe de solgte papirer 1:1, så der kunne etableres dokumentation for, om du havde lidt et tab.
Du valgte dog alene at genkøbe 2 af de solgte værdipapirer. Samtidig købte du både flere og andre værdipapirer for de øvrige midler fra dine salg.
Derfor kan der alene blive tale om at se på, om du har lidt et tab ved salg og efterfølgende genkøb af følgende værdipapirer:
[Værdipapir A]
12.01.26, solgt 2 stk. til kurs 247,99 USD … = nettobeløb 3.160,83 kr.
15.01.26, købt 10 stk. kurs 237,32 USD …
Reelt genkøb 2 stk. = nettobeløb 3.066,70 kr.
Gevinst 3.160,83 — 3.066,70 = 94,13 kr.
[Værdipapir B]
13.01.26, solgt 128 stk. kurs 122,45 = nettobeløb 15.673,60 kr.
16.01.26, købt 138 stk. til kurs 122,65
Reelt genkøbt 128 stk. = nettobeløb 15.699,20 kr.
Tab 15.699,20 - 15.673,60 = 25,60 kr.
På disse papirer har der altså været en samlet gevinst på 68,53 kr., og ikke noget tab.
Dine øvrige, nye investeringer har derimod intet at gøre med bankens vejledning omkring flytning af din aktiesparekonto, hvorfor banken hellere ikke ser sig i stand til at anerkende hverken din beregning eller dit krav om erstatning.”
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Jyske Bank skal erstatte hans tab på 7.000 DKK.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken ikke kunne flytte hans aktiesparekonto. Han skulle i stedet sælge alle sine værdipapirer og flytte pengene ud af sin aktiesparekonto, hvorefter banken kunne lukke kontoen. Det gjorde han. Han fik efterfølgende at vide, at banken ikke kunne lukke kontoen i januar, da det var midt i en skatteopgørelse. Banken kunne heller ikke genkøbe hans aktier. Han solgte kun værdipapirerne, fordi banken rådgav ham til det. Banken rådgav ham til at vente med at købe aktier til efter den 22. februar 2026. Han kunne på grund af bankens fejlrådgivning ikke genere et afkast, så længe pengene ikke var investeret.
Banken anerkendte sin fejl og tilbød ham et gavekort. Han sagde, at han ønskede erstatning for det fulde tab. Det skulle han så udregne. Tabet blev cirka 7.000 DKK, men banken nægtede at give ham 7.000 DKK.
For at spare tid købte han ikke helt de samme værdipapirer, som han ejede før rådgivningen. Han tabte ikke penge på de genkøbte værdipapirer, men havde bøvl med at købe, sælge og undersøge sine fremtidige investeringer. Det tog meget tid og frustration. Sagsbehandlingen var langsommelig. Den tog meget af hans tid og penge. Banken burde selv have rettet op på sin fejl. Banken pålagde ham at udføre arbejdet. Banken burde kompensere ham herfor.
Han ønsker fuld erstatning for sit tab på 7.000 DKK. Banken skal derudover udtale sig om, hvor mange penge han kan indsætte på sin aktiesparekonto i 2026.
Jyske Bank har blandt andet anført, at klageren ikke har lidt noget tab, som følge af bankens rådgivning, hvilket er en betingelse for at blive tilkendt erstatning efter dansk ret. Der ydes i henhold til dansk ret ikke godtgørelse for skuffede forventninger.
Der er ikke årsagssammenhæng mellem bankens rådgivning og klagerens påståede tab. Klageren har en tabsbegrænsningspligt, som klageren trods opfordring hertil, ikke har opfyldt. Klageren er selv ansvarlig for sin beslutning om at investere i flere eller andre værdipapirer end hans oprindelige investering og for risikoen for udvikling i disse investeringer.
Hvis klageren opretter en ny aktiesparekonto i 2026, kan klageren indskyde 174.200 DKK, da aktiesparekontoen i banken er lukket.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han blandt andet havde en aktiesparekonto.
Banken har oplyst, at klageren solgte alle sine værdipapirer på aktiesparekontoen i perioden fra den 12. til 14. januar 2026. Banken har fremlagt fondsafregninger, herunder fondsafregning af 12. januar 2026, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren den 12. januar 2026 solgte to stk. værdipapir A til kurs 247,99 USD til en samlet kursværdi på 3.160,83 DKK samt fondsafregning af 13. januar 2026, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren den 13. januar 2026 solgte 128 stk. værdipapir B til kurs 122,45 DKK til en samlet kursværdi på 15.673,60 DKK.
Klageren har om baggrunden for salget af værdipapirerne på aktiesparekontoen oplyst, at han ønskede at flytte sin aktiesparekonto. Han fik telefonisk af banken at vide, at han ikke kunne flytte aktiesparekontoen. I stedet skulle han sælge alle sine værdipapirer og flytte pengene ud af aktiesparekontoen. Derefter kunne banken lukke aktiesparekontoen. Han fik efterfølgende at vide, at banken ikke kunne lukke kontoen i januar måned. Banken anerkendte, at den havde begået en fejl. Banken tilbød ham et gavekort, som han afslog, da han ønskede erstatning. Banken bad ham om at udregne sit tab.
Banken bestrider klagerens udlægning. Banken har oplyst, at banken tre gange ringede til klageren den 15. januar 2026 for at afklare diverse spørgsmål om lukning af klagerens aktiesparekonto. Banken talte med klageren om, at han skulle retablere sine solgte investeringer og beholde dem, indtil aktiesparekontoen kunne lukkes. Banken var villig til at se på kompensation af klageren.
Banken har oplyst, at klageren herefter handlede værdipapirer til sin aktiesparekonto. Banken har fremlagt en liste over klagerens køb og salg af værdipapirer samt bankens fondsafregninger for perioden.
Af fondsafregning af 15. januar 2026 fremgår blandt andet, at klageren den 15. januar 2026 købte ti stk. værdipapir A til kurs 237,32 USD til en samlet kursværdi på 15.333,48 DKK.
Af fondsafregning af 16. januar 2026 fremgår blandt andet, at klageren den 16. januar 2026 købte 138 stk. værdipapir B til kurs 122,65 DKK til en samlet kursværdi på 16.925,70 DKK.
Banken drøftede flere gange sagen telefonisk med klageren og bad klageren om at fremlægge en tabsopgørelse.
Den 20. februar 2026 modtog banken klagerens krav om erstatning, hvoraf blandt andet fremgår, at klagerens tab udgjorde samlet set 6.900 DKK.
Banken har oplyst, at den på baggrund af klagerens tabsopgørelse konstaterede, at klageren kun havde genkøbt to værdipapirer ud af sine oprindelige 12 investeringer. Klageren havde genkøbt værdipapir A og B. Derudover havde klageren handlet 11 andre værdipapirer, som ikke svarede til de oprindeligt solgte værdipapirer i perioden 12. til 14. januar 2026. Banken konstaterede desuden, at tre af kurserne, som klageren havde angivet ud for værdipapir A og B ikke svarede til klagerens reelle salgs- og genkøbskurs.
Banken har oplyst, at den ikke kunne anerkende klagerens tabsopgørelse, men at den i marts 2026 pr. konduite valgte at tilbyde klageren kompensation. Klageren solgte i løbet af marts 2026 igen alle investeringerne fra sin aktiesparekonto og lukkede sin aktiesparekonto den 18. marts 2026.
Banken har anført, at klageren ikke havde skattemæssige udgifter i 2026, selvom klageren i sin tabsopgørelse har angivet udgifter til skat. Klageren afslog i april 2026 bankens tilbud om kompensation.
Efter Ankenævnets faste praksis gives der som udgangspunkt ikke kompensation for klagerens tidsforbrug forud for, at sagen indbringes for nævnet. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag.
Ankenævnet finder herudover, at klageren ikke har godtgjort, at han som følge af bankens rådgivning led et økonomisk tab, der kan danne grundlag for erstatning.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.