Krav om godtgørelse for difference som opstod i forbindelse med, at en udlandsoverførsel blev tilbageført til afsenderen.
| Sagsnummer: | 343/2026 |
| Dato: | 16-10-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Jakob Grubbe, Signe Vejen Hansen, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel fra udlandet - gebyr
Indlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om godtgørelse for difference som opstod i forbindelse med, at en udlandsoverførsel blev tilbageført til afsenderen. |
| Indklagede: | Lunar Bank A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om godtgørelse for difference som opstod i forbindelse med, at en udlandsoverførsel blev tilbageført til afsenderen.
Sagens omstændigheder
Klageren, som er bosiddende i Italien, var kunde i Lunar Bank, hvor hun havde en konto -531. Klageren har oplyst, at hun tillige havde en konto i en italiensk bank.
Den 16. januar 2026 skrev klageren i en e-mail til Lunar Bank blandt andet:
” Siden min far døde i slutningen af 2023, har min mor i USA sendt mig en årlig udbetaling til min italienske bank.
Sidste år skiftede jeg bank, og har netop fundet ud af, at de kun accepterer overførsler inden for SEPA-zonen, hvilket jeg ikke var klar over, da jeg åbnede kontoen.
For at modtage pengene fra min mor bliver jeg derfor nødt til at bruge min Lunar-konto og eventuelt overføre dem videre via SEPA til min italienske bank.
Derfor skriver jeg til jer af to grunde:
1. Kunne I venligst sende mig det »routing number«, som Lunar bruger til betalinger fra USA, som min mor skal bruge for at foretage overførslen?
2. For at informere jer om overførslen, som, selvom det ikke er et meget stort beløb, sandsynligvis automatisk vil blive markeret som krævende en forklaring i henhold til EU's lovgivning om bekæmpelse af hvidvaskning af penge.”
Samme dag svarede bankens AI-chatbot blandt andet:
” 1. **Routing number til overførsel fra USA:**
Lunar har ikke et amerikansk routing number, da vi er en dansk bank. Din mor skal i stedet bruge følgende oplysninger for at sende penge fra USA til din Lunar-konto:
- **IBAN** (International Bank Account Number) for din Lunar-konto
- **BIC/SWIFT-kode:** LUNADK22
- **Registreringsnummer:** 6695
Hvis du har brug for at finde dit IBAN, kan jeg hjælpe dig med det.
2. **Om forklaring på overførslen:**
Det er korrekt, at større internationale overførsler kan blive markeret og kræve dokumentation for formål og oprindelse. Hvis Lunar har brug for yderligere oplysninger, vil vi kontakte dig direkte. Det kan være en god idé at have dokumentation klar, fx en erklæring om arveudbetaling eller lignende fra din mor.”
Senere samme dag svarede bankens AI-chatbot endvidere blandt andet:
” For at hjælpe dig bedst muligt, vil jeg gerne sikre, at jeg forstår alt korrekt:
- Du ønsker at modtage en årlig overførsel fra din mor i USA til din Lunar-konto.
- Overførslen er en arv/udbetaling fra din far.
- Du vil derefter sende pengene videre til din italienske bank via SEPA.
Hvis det er korrekt, kan jeg give følgende svar:
…
2. **Dokumentation:** Hvis Lunar har brug for yderligere oplysninger om overførslen, vil du blive kontaktet direkte. Det er en god idé at have dokumentation klar, fx en erklæring om arveudbetaling fra din mor.”
Den 5. februar 2026 skrev klageren i en e-mail til banken blandt andet:
”So I need to have all of the information needed for my Mom to make the yearly transfer from the USA to Lunar.”
Den 6. februar 2026 svarede banken blandt andet:
” I also want to mention that I am not an expert on transfers made from the USA, and the sending bank will ultimately guide the process. Using the information above should, however, be enough for your mother to initiate the transfer.
It is important that the sending bank make sure they have all updated information via their banking network. I can guide you with the general details, but the sending bank will have the most accurate and current instructions for transfers from the USA, so they should always confirm before initiating the transfer.”
Banken har fremlagt sine ”Betingelser for indgående udenlandske betalinger i Lunar Bank” af 2. september 2020, hvoraf blandt andet fremgår:
” 4. Anti hvidvask i forbindelse med overførsler fra udlandet
…
4.1 Kontrol af pengeoverførsler
[…] alle overførsler vil blive behandlet i overensstemmelse med hvidvaskloven. Lunar forbeholder sig derfor retten til, jvf. gældende lovkrav, at tage kontakt til kunder for afdækning af formål og oprindelse ved behov, samt at returnere overførsler, såfremt kunden ikke kan redegøre for formålet med overførslen. Lunar er ikke ansvarlig for eventuelle tab, som måtte opstå i den forbindelse.”
Den 11. februar 2026 sendte banken en e-mail til klageren, hvoraf blandt andet fremgik, at klageren havde en verserende indgående overførsel på 124.994,36 DKK, og at hun skulle fremlægge dokumentation, der bekræftede beløbets oprindelse og hende som afsender. Banken anmodede endvidere klageren om at fremlægge tre måneders kontoudtog fra den konto, beløbet var overført fra, samt dokumentation for kontoejerskab, hvor IBAN/kontonummer og klagerens navn fremgik. Derudover anmodede banken klageren om en redegørelse for, hvorfor hun modtog et beløb i den størrelsesorden fra udlandet. Såfremt overførslen kom fra en anden person eller virksomhed, skulle klageren dokumentere over for banken, eksempelvis i form af et aftaledokument, et lånebevis eller en faktura, at hun var den retmæssige beløbsmodtager.
I perioden fra den 11. til den 24. februar 2024 havde klageren og banken en dialog om udlandsoverførslen, hvori klageren blandt andet oplyste, at overførslen var fra hendes mor, som boede i USA.
Den 16. februar 2026 kvitterede banken for modtagelsen af nogle dokumenter, som klageren havde sendt til banken. Banken anmodede samme dag klageren om kontoudtog for de seneste tre måneder fra den bank, hvor hun tidligere havde modtaget lignende beløb.
Samme dag skrev banken blandt andet til klageren:
” […] du bedes uddybe formålet med din konto, er det med henblik på at modtage overførsler fra udlandet for at føre dem videre, ligesom i dette tilfælde? - Dette er ikke en del af vores retningslinjer som også står oplyst, når du tilmelder dig som kunde hos os.
Ydermere fremgår det, at den bank du skal sende til modtager USD, kan uddybe årsagen til, at Lunar skal være mellemled hertil?”
Samme dag svarede klageren, at årsagen til, at hun havde oprettet kontoen i banken, var, at hendes tidligere danske bankforbindelse havde afvist at udbetale hendes ratepension til en udenlandsk konto. Hun havde fremlagt dokumentation for, at hendes mor i 2024 første gang havde overført et beløb til hendes konto i hendes tidligere bankforbindelse i Italien. Hun oplyste endvidere, at overførslen fra hendes konto i banken til hendes konto i Italien skulle være i Euro.
Den 17. februar 2026 skrev banken i en besked til klageren blandt andet:
” In the first document sent you stated that the italian bank only receives SEPA transfers, I mentioned USD as this transfer originally was in USD. How come the transfers from your mother was not directly sent to the "preferred" account, instead of your Lunar account first?
How come Lunar needs to be intermediate link, for the transfer? we do not accept theese kinds of transfer, where the account is used as an intermediary account. The transfers from pension and similair is ok.”
Senere samme dag svarede klageren blandt andet:
”I had an account with [pengeinstitut i Italien], but I was not really happy due to the high cost of the account, and the very slow responses from their customer service. Due to this, I started looking for a new bank and found […] which was new on the Italian market. I had never heard of a bank that only worked in the SEPA region and so it never occurred for me to ask.
Last year my mom still sent the transfer to [pengeinstitut I Italien], but as I had by then decided to close that account, I transferred immediately to BBVA. It was only this year, when I had asked […] for the routing number fot a transfer from the US that I found out that they couldn't do this. Of course I wasn't happy about this, but that is why I thought of solving the problem through my account at Lunar.”
Den 18. februar 2026 oplyste banken over for klageren, at banken ikke kunne godkende overførslen, hvis klagerens konto i banken blev anvendt som en mellemledskonto, da det ville stride mod bankens regler. Det ville medføre, at overførslen ville blive afvist og tilbageført til afsenderen, og siden der var tale om en international overførsel, ville det tage lidt længere tid end ved en almindelig overførsel.
Henholdsvis den 6. og 9. marts 2026 skrev klageren til banken, at hendes mor den 6. marts 2026 havde modtaget 519,46 USD mindre, end hun oprindeligt havde overført til klageren. Klageren anmodede banken om en redegørelse for, hvilke omkostninger der var blevet opkrævet i forbindelse med tilbageførslen.
Klageren har oplyst, at hendes mor fik 19.480,54 USD tilbageført.
Den 16. marts 2026 svarede banken blandt andet, at den ikke havde opkrævet omkostninger i forbindelse med tilbageførslen. Når en international overførsel blev initieret, skulle den oftest gennem en række mellembanker, før den nåede frem til modtagerbanken, og i nogle tilfælde blev beløbet valutavekslet. Mellembankerne opkrævede almindeligvis gebyrer eller en difference i vekselkursen. Disse omkostninger kunne blive opkrævet i forbindelse med både den oprindelige overførsel og i forbindelse med tilbageførslen. Disse omkostninger lå uden for bankens kontrol. Banken havde ikke adgang til oplysninger om, hvorvidt nogle mellembanker havde opkrævet hendes mor transaktionsomkostninger, men henviste til klagerens mors bankforbindelse, som muligvis havde adgang til en oversigt over disse omkostninger.
Den 22. marts 2026 klagede klageren til banken over, at hendes mor i forbindelse med tilbageførslen havde modtaget over 500 USD mindre, end hun oprindeligt havde overført. Klageren anførte blandt andet, at det var på grund af forkerte oplysninger fra banken, at overførslen blev foretaget, og at banken derfor skulle påtage sig ansvaret for de gebyrer, der var blevet opkrævet i forbindelse med tilbageførslen.
Den 31. marts 2026 skrev banken til klageren, at den havde modtaget 124.994,36 DKK og havde tilbageført 124.794,36 DKK, da en manuel tilbagebetaling kostede et gebyr på 200 DKK. Banken anførte endvidere:
”Når en dansk bank modtager USD SWIFT-betalinger, vil banken eller dens korrespondentbank foretage en valutaveksling, medmindre afsenderen sender beløbet i DKK. Hvis pengene efterfølgende returneres, vil endnu en valutaveksling finde sted, da afsenderen er sat op til at modtage den samme valuta, som oprindeligt blev sendt. Som følge heraf kan der også opstå en kursdifference i denne proces.”
Den 8. april 2026 tilbageførte banken 200 DKK til klagerens konto per kulance.
Parternes påstande
Den 6. maj 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lunar Bank A/S skal godtgøre hende 519,46 USD.
Lunar Bank A/S har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at sagen ikke skal afvises som følge af manglende økonomisk mellemværende. Overførslen var en gave til hende fra hendes mor, og beløbet var derfor hendes ejendom. Beløbet på 20.000 USD blev reduceret til 19.480,54 USD efter tilbageførslen, og hendes tab udgør således 519,46 USD. Der foreligger derfor en økonomisk tvist mellem hende og banken.
Hun informerede banken om alle detaljer og om formålet med overførslen, inden hendes mor igangsatte overførslen. Banken burde have informeret hende om, at den ikke kunne acceptere overførslen. I stedet oplyste banken hende uden forbehold om bankens oplysninger til brug for internationale overførsler.
Banken er direkte ansvarlig for hendes mors tab på 519,46 USD samt for problemerne forbundet med, at hun ikke modtog det overførte beløb. Som minimum bør tabet refunderes - enten til hendes mor eller til hende.
Hun er klar over, at valutakurser varierer konstant, men i dette tilfælde er et specifikt tab Ikke hovedproblemet. Overførslen blev tilbageført på trods af, at hun foretog samtlige nødvendige foranstaltninger for at sikre, at overførslen kunne gennemføres.
Hendes far gik bort i november 2023, og hendes mor begyndte i starten af 2024 at sende hende gaver årligt. Ud fra denne information, som var verificeret og godkendt af hendes tidligere italienske bankforbindelse, burde det have været indlysende for banken, at der var intet usædvanligt med overførslen fra hendes mor.
Bankens kulancemæssige tilbageførsel af 200 DKK dækker ikke hendes tab. Tilbageførslen er en indrømmelse fra banken af, at den ikke handlede korrekt.
Overførslen skulle anvendes til at betale for hendes mands operation. I stedet for at få en hurtig adgang til behandling i den private sektor, står han på venteliste i det offentlige system.
Banken kan ikke afvise overførslen med henvisning til bankens ”Vilkår og betingelser”. Fra den 16. januar 2026 var oplysningerne vedrørende overførslens formål tilgængelige for banken. Banken burde have vurderet, at sandsynligheden for, at beløbet hidrørte fra ulovlig aktivitet, var lav.
Hun har udvist behørig omhu ved at informere banken om omfanget og årsagen til overførslen, inden beløbet blev overført. Hun informerede banken herom for at undgå udfordringer og forsinkelser under bankens gennemgang af overførslen.
Hvis banken var bekymret for ulovlige overførsler mellem hendes mor og hende, kunne banken have anmodet om, at den ønskede dokumentation skulle sendes fra hendes mors bankforbindelse eller hendes tidligere italienske bankforbindelse.
Banken var bekendt med på, at hun havde sin primære bankforbindelse i Italien, og at banken derved havde et begrænset billede af hendes økonomiske situation. Uanset hendes personlige økonomi, modtog hun en let verificerbar årlig gave fra sin mor, hvilket ikke er mistænkeligt. Størrelsen af hendes mors gaver besluttes på baggrund af en skattefri årlig grænse for, hvor meget hendes mor må give til sine børn samt af personlig opsparing og investeringer. Det var alene en alvorlig fejl i bankens evalueringsprotokol som medførte, at overførslen blev tilbageført.
At tillade en bank en bestemt selvbestemmelse i dens vurdering af risikoen for hvidvask bør ikke automatisk medføre, at banken ikke kan holdes ansvarlig for fejl og fejlvurderinger, der har forårsaget tab for bankens kunder.
Lunar Bank A/S har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et økonomisk mellemværende mellem klageren og banken.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken er underlagt hvidvaskloven, hvor det af kapitel 3 og 5 følger, at banken skal foretage risikovurdering af alle indgående pengeoverførsler og redegøre for formål og oprindelse. I den konkrete sag konstaterede banken efter en vurdering, at overførslens formål og karakter ikke var i overensstemmelse med klagerens konto- og risikoprofil. Overførslen kunne således ikke gennemføres i overensstemmelse med bankens forpligtelser efter hvidvaskloven.
Bankens vilkår og betingelser fastsætter, at banken kan kontrollere og returnere alle indgående pengeoverførsler i henhold til hvidvaskloven, og at banken ikke er ansvarlig for eventuelle tab, der måtte opstå som følge heraf. Banken har på intet tidspunkt bekræftet eller garanteret, at den pågældende overførsel ville blive accepteret. Banken kan først godkende en overførsel, når den er afsendt og påkrævet dokumentation, transaktionsovervågning og risikovurdering er gennemført.
Selvom det er teknisk muligt at modtage pengeoverførsler fra USA, kan det faktum, at banken delte kontooplysninger med klageren, ikke tolkes som en godkendelse af overførslen. Deling af bankoplysninger er en forudsætning for at kunne modtage overførsler, men udgør ikke en stillingtagen til, hvorvidt banken kan acceptere den pågældende overførsel.
Banken har ikke stillet uberettigede eller urimelige krav eller truffet uberettigede foranstaltninger. Afvisningen af overførslen var i overensstemmelse med bankens forpligtelser efter hvidvaskloven.
Det følger af Ankenævnets faste praksis, at pengeinstitutter som udgangspunkt selv afgør, hvilke krav der skal stilles til dokumentation og redegørelse ved overholdelse af hvidvaskloven. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at bankens afvisning af den indgående overførsel var ubegrundet, uberettiget eller på anden måde uretmæssig.
Banken er underlagt tavshedspligt, som begrænser bankens mulighed for at redegøre nærmere for detaljerne omkring denne vurdering, jf. hvidvasklovens kapitel 8. Banken kan på denne baggrund ikke fremlægge yderligere oplysninger.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at sagen ikke skal afvises.
Klageren, som er bosiddende i Italien, var kunde i Lunar Bank, hvor hun havde en konto -531. Klageren har oplyst, at hun tillige havde en konto i en italiensk bank.
Den 16. januar 2026 skrev klageren til Lunar Bank, at siden hendes far gik bort i slutningen af 2023, havde hendes mor, som boede i USA, overført hende et årlig beløb til hendes italienske bankforbindelse. Hun havde i 2025 skiftet bankforbindelse i Italien, og hendes nye bankforbindelse accepterede alene overførsler inden for SEPA-zonen. For at kunne modtage pengene fra sin mor skulle hun således bruge sin konto i banken og eventuelt overføre beløbet videre via SEPA til sin italienske bankforbindelse.
Samme dag opfordrede banken klageren til at være klar til at fremlægge dokumentation for overførslens formål og oprindelse.
Den 11. februar 2026 oplyste banken klageren om, at hun havde en verserende indgående overførsel på 124.994,36 DKK. Såfremt klageren selv havde overført beløbet, skulle hun fremlægge dokumentation, der bekræftede beløbets oprindelse og hende som afsender. Banken anmodede endvidere klageren om at fremlægge tre måneders kontoudtog fra den konto, beløbet var overført fra samt en redegørelse for, hvorfor hun modtog et beløb i den størrelsesorden fra udlandet. Såfremt overførslen kom fra en anden person eller virksomhed, skulle klageren dokumentere over for banken, at hun var den retmæssige beløbsmodtager.
Samme dag svarede klageren, at hendes mor havde overført beløbet. Klageren havde oprettet kontoen i banken, da hendes tidligere danske bankforbindelse havde afvist at udbetale hendes ratepension til en udenlandsk konto. Hun havde fremlagt dokumentation for, at hendes mor i 2024 første gang havde overført et beløb til hendes konto i hendes tidligere bankforbindelse i Italien.
Den 18. februar 2026 oplyste banken over for klageren, at den ikke kunne godkende overførslen, hvis klagerens konto i banken blev anvendt som en formidlingskonto, da det ville stride mod bankens regler. Overførslen ville derfor blive tilbageført til afsenderen. Klageren har oplyst, at hendes mor fik 19.480,54 USD tilbageført.
Den 16. marts 2026 skrev banken blandt andet til klageren, at banken ikke havde opkrævet omkostninger i forbindelse med tilbageførslen af overførslen. Banken skrev endvidere, at når en international overførsel blev initieret, skulle den oftest gennem en række mellembanker, før den kom frem til modtagerbanken, og i nogle tilfælde blev beløbet valutavekslet. Når en overførsel blev tilbageført, opkrævede mellembankerne almindeligvis gebyrer eller en difference i vekselkursen. Disse omkostninger kunne opstå i forbindelse med den oprindelige overførsel og i forbindelse med tilbageførslen.
Den 31. marts 2026 skrev banken til klageren, at den havde modtaget 124.994,36 DKK og havde tilbageført 124.794,36 DKK, da en manuel tilbagebetaling kostede et gebyr på 200 DKK.
Den 8. april 2026 tilbageførte banken gebyret på 200 DKK til klageren per kulance.
Ankenævnet lægger som ubestridt til grund, at banken modtog 124.994,36 DKK i forbindelse med en overførsel fra udlandet til klagerens konto i banken, og at banken opkrævede klageren et gebyr på 200 DKK for at tilbageføre overførslen. Banken tilbageførte herefter 124.794,36 DKK til beløbsafsenderen. Banken tilbageførte efterfølgende gebyret på 200 DKK til klageren per kulance.
I hvidvasklovens kapitel 5 er det beskrevet, hvilke forpligtelser virksomheder er underlagt i forbindelse med gennemførelsen af visse typer transaktioner.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Herefter, og efter indholdet af det i bankens vilkår pkt. 4.1 anførte, er der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens tilbageførsel af den modtagne udlandsoverførsel, som efter det oplyste udgjorde 124.994,36 DKK, var uberettiget.
Ankenævnet finder, at banken i sin korrespondance med klageren forud for iværksættelsen af den udenlandske overførsel ikke tilsikrede hende, at hun kunne modtage det omtvistede beløb fra USA på 20.000 USD på sin konto i banken.
Ankenævnet bemærker, at det forhold, at beløbsafsenderen efter det oplyste modtog et lavere beløb end det, vedkommende oprindeligt havde overført til klageren, ikke kan medføre, at klageren som den tiltænkte betalingsmodtager kan anses for at have lidt et økonomisk tab.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge banken at godtgøre klageren 519,46 USD.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.