Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om opkrævning af gebyrer og krav om kompensation.

Sagsnummer: 121/2026
Dato: 16-10-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Signe Vejen Hansen, Signe Kjørup Carlsson, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen.
Klageemne: Gebyr - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse om opkrævning af gebyrer og krav om kompensation.
Indklagede: Nordea Finans Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om opkrævning af gebyrer og krav om kompensation.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Finans Danmark.

Nordea Finans Danmark har fremlagt en privatkøbekontrakt mellem finansieringsselskabet og klageren, som blev indgået i forbindelse med, at klageren fik finansieret et bilkøb. Lånebeløbet var på 229.399,75 kr. Kontrakten blev udarbejdet den 22. oktober 2024. Finansieringsselskabet har oplyst, at kontrakten blev indgået den 29. november 2024.

Det fremgår blandt andet af privatkøbekontrakten, at lånet skulle tilbagebetales med 84 månedlige låneydelser på 3.437 kr., inklusivt et opkrævningsgebyr på 30 kr., og at de samlede opkrævningsgebyrer udgjorde 2.520 kr.

Den 1. januar 2025 opkrævede finansieringsselskabet klageren et betalingsgebyr på 29 kr. i forbindelse med klagerens betaling af den månedlige låneydelse. Finansieringsselskabet har anført, at gebyret blev opkrævet som følge af, at klageren ikke havde tilmeldt betalingerne af låneydelserne til betalingsservice. Finansieringsselskabet har anført, at betalingen af låneydelserne herefter blev tilmeldt betalingsservice med virkning fra den 1. februar 2025.

Den 19. januar 2025 gjorde klageren indsigelse mod betalingsgebyret. Den 9. september 2025 tilbageførte finansieringsselskabet betalingsgebyret til klageren per kulance med valør fra den 1. januar 2025.

Den 17. juli og 4. november 2025 betalte klageren to ekstraordinære afdrag på lånet på henholdsvis 16.229 kr. og 14.400 kr. Finansieringsselskabet har oplyst, at da betalingerne ikke blev foretaget via betalingsservice, registrerede finansieringsselskabets IT-system betalingerne som manuelle betalinger, hvilket medførte en opkrævning af tre betalingsgebyr på 29,00 kr., da IT-systemet formodede, at klageren ikke længere var tilmeldt betalingsservice. Opkrævningerne skete henholdsvis den 1. september, 1. oktober og 1. november 2025, men blev tilbageført til klageren.

Klageren blev i september 2025 – foruden den månedlige låneydelse – opkrævet i alt 59 kr. bestående af henholdsvis et betalingsgebyr á kr. 29,00 i og et opkrævningsgebyr á kr. 30,00.

Den 1. november 2025 blev klagerens lån tilskrevet 0,15 kr. i morarenter, som blev betalt i forbindelse med november-ydelsen.

I perioden fra den 26. november 2025 til den 3. juni 2026 gjorde klageren indsigelse mod en række gebyrer og morarenter.

Den 9. december 2025 klagede klageren til finansieringsselskabet.

Den 23. december 2025 udbetalte finansieringsselskabet 30,15 kr. til klagerens Nemkonto. Finansieringsselskabet har anført, at beløbet bestod af opkrævningsgebyret for september-ydelsen samt morarenter på 0,15 kr.

Den 5. januar 2026 besvarede finansieringsselskabet klagen, hvori finansieringsselskabet beklagede fejlopkrævningerne og henviste til, at klageren ifølge låneaftalen skulle betale et ekspeditionsgebyr 30 kr. om måneden.

Den 14. januar 2026 blev klageren opkrævet 90 kr. med henvisningen ”Afregning ansøgning oprettelse”. Klageren har oplyst, at hun ikke havde anmodet finansieringsselskabet om ændringer. Finansieringsselskabet har anført, at beløbet blev opkrævet ved en fejl, da finansieringsselskabet per kulance ville tilbageføre klageren 90 kr. i forbindelse med, at klageren havde gjort indsigelse mod tre opkrævede gebyrer á 30 kr.

Den 28. januar 2026 fik klageren tilbageført 90 kr. med valør fra den 14. januar 2026.

Den 12. februar 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 1. juni 2026 betalte klageren et opkrævningsgebyr på i alt 30,12 kr. i forbindelse med låneydelsen. Finansieringsselskabet har anført, at klagerens restgæld efter en dialog med klageren den 4. juni 2026 blev nedskrevet med 0,12 kr.

Den 4. juni 2026 sendte finansieringsselskabet en opdateret amortiseringsplan for låneaftalen til klageren.

Parternes påstande

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Finans Danmark A/S skal betale hende en kompensation, som Ankenævnet skønner rimelig.

Nordea Finans Danmark A/S har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt anført, at finansieringsselskabet nu har registreret hendes ekstraordinære betalinger og opdateret restgælden samt amortiseringsplanen og oplyser, at der ikke er pålagt gebyrer i forbindelse med hendes ekstraordinære betalinger.

Hendes klage handler særligt om finansieringsselskabets tidligere fejlregistreringer, opkrævninger og den manglende gennemsigtighed omkring gebyrer og registreringer på lånet. Hun burde som kunde ikke selv skulle gøre finansieringsselskabet opmærksomt på fejl og efterfølgende kontrollere, om registreringer og gebyrer er korrekte. Forløbet har medført betydelig usikkerhed omkring håndteringen af lånet.

På baggrund af de konstaterede fejl og uklare forklaringer har hun ikke tillid til, at renter og gebyrer beregnes korrekt fremover.

Finansieringsselskabet har flere gange henvist til “kulance”, men dette ændrer ikke på, at der har været fejl i opkrævningerne.

Selv om finansieringsselskabet efterfølgende har tilbageført gebyrer og opdateret lånet, har forløbet været utilfredsstillende og har påvirket hendes tillid til håndteringen af kreditaftalen.

Dette skal således indgå i den samlede vurdering af sagen, herunder om der skal gives en form for kompensation eller anden rimelig løsning.

Nordea Finans Danmark A/S har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at der ikke består et aktuelt økonomisk mellemværende mellem parterne. Samtlige økonomiske mellemværender, som klageren har påberåbt sig under sagen, er enten afklaret eller fuldt ud afhjulpet. Klageren har således hverken et ubetalt krav, et dokumenteret tab eller andet økonomisk udestående mod finansieringsselskabet. På den baggrund skal sagen afvises, jf. Ankenævnets vedtægters § 5, stk. 3, nr. 2.

Finansieringsselskabet har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at opkrævningen af opkrævningsgebyr med 30,00 kr. skete i overensstemmelse med købekontrakten, at opkrævning af betalingsgebyrer med 29,00 kr. er krediteret per kulance, at samtlige påklagede gebyrer er krediteret per kulance, og at klageren ikke har lidt et økonomisk tab.

Finansieringsselskabet er i henhold til privatkøbekontrakten berettiget til at opkræve klageren et opkrævningsgebyr på kr. 30,00 pr. måned i forbindelse med klagerens betaling af låneydelser.

De konstaterede fejl vedrører udelukkende gebyrposteringer, og disse har ikke haft indvirkning på hovedstol, renter eller afdragsberegning. De fremtidige låneydelser er beregnet i overensstemmelse med privatkøbekontrakten, opkrævningerne sker med korrekte beløb, og rente og afdrag udvikler sig konsistent og uden påvirkning fra de tidligere gebyrkorrektioner. Finansieringsselskabets system vil fremadrettet opkræve korrekt og i overensstemmelse med aftalegrundlaget

 

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

Nordea Finans Danmark har fremlagt en privatkøbekontrakt mellem finansieringsselskabet og klageren dateret den 22. oktober 2024. Lånebeløbet var på 229.399,75 kr. Det fremgår blandt andet af privatkøbekontrakten, at lånet skulle tilbagebetales med 84 månedlige ydelser på 3.437 kr., inklusivt et opkrævningsgebyr på 30 kr.

Finansieringsselskabet opkrævede klageren et betalingsgebyr på 29 kr. i forbindelse med låneydelsen den 1. januar 2025, da klageren ikke havde tilmeldt betalingerne af låneydelserne til betalingsservice. Den 9. september 2025 tilbageførte finansieringsselskabet betalingsgebyret til klageren per kulance med valør fra den 1. januar 2025.

Den 17. juli og 4. november 2025 betalte klageren to ekstraordinære afdrag på henholdsvis 16.229 kr. og 14.400 kr. Finansieringsselskabet har oplyst, at da disse indbetalinger ikke blev foretaget via betalingsservice, registrerede finansieringsselskabets IT-system indbetalingerne som manuelle betalinger, hvilket medførte en opkrævning af tre betalingsgebyr på 29,00 kr. Opkrævningerne blev tilbageført til klageren.

Klageren blev i september 2025 opkrævet et gebyr på i alt 59 kr. bestående af kr. 29,00 i betalingsgebyr og kr. 30,00 i opkrævningsgebyr. Finansieringsselskabet tilbageførte klageren betalingsgebyret.

Den 1. november 2025 blev klagerens lån tilskrevet 0,15 kr. i morarenter.

Den 23. december 2025 udbetalte finansieringsselskabet 30,15 kr. til klagerens NemKonto svarende til opkrævningsgebyret for september samt morarenter på 0,15 kr.

Den 14. januar 2026 blev klageren opkrævet 90 kr. med henvisningen ”Afregning ansøgning oprettelse”. Finansieringsselskabet har anført, at beløbet blev opkrævet ved en fejl, og at finansieringsselskabet per kulance ville tilbageføre 90 kr. til klageren.

Den 28. januar 2026 fik klageren tilbageført 90 kr. med valør fra den 14. januar 2026.

Den 12. februar 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 1. juni 2026 blev klageren opkrævet et opkrævningsgebyr á 30,12 kr. i forbindelse med juni-ydelsen. Den 4. juni 2026 blev klagerens restgæld nedskrevet med 0,12 kr.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren har fået tilbageført de gebyrer og renter, som hun har gjort indsigelse mod over for finansieringsselskabet.

Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at pålægge finansieringsselskabet at betale kompensation til klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.